Ulovlig parkering i en dunst af hash

Artiklen er opdateret for 11 måneder siden.

Slagelse.News – To mænd parkerede ulovligt i Slagelse by, hvorpå en markant hashlugt førte til, at politiet fandt tre store lattergasflasker i bilen.

Fredag aften kom en politipatrulje kørende i Løvegade i Slagelse, hvor betjentene så en bil, der holdt ulovligt parkeret. Bilen kørte kort efter ind på en p-plads i nærheden, og to mænd steg ud. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Overtrædelse af regler om farlig godstransport

Da betjentene kom til, kunne de ikke blive fri for at bemærke en heftig lugt af hash, og derfor blev bilen og de to mænd undersøgt, men der blev ikke fundet nogen ulovlige stoffer. Til gengæld stod der tre store 640 grams flasker med lattergas frit i bagagerummet. De tre gasflasker blev beslaglagt med henblik på konfiskation, og føreren – en 21-årig mand fra Slagelse – blev sigtet for overtrædelse af reglerne om transport af farligt gods.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.