To mænd stod og fiflede i en port i Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – Mandag stod to mænd og fiflede i en port i Slagelse Midtby. Det endte med, at seks mænd blev sigtet.

Mandag aften kl. 19.54 kørte en politipatrulje gennem Slagelse by, hvor betjentene så to mænd, der stod i en port i midtbyen og udvekslede noget. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Små poser, en springkniv og nogle kontanter

Det ville politibetjentene lige følge op på, og den ene – en 30-årig mand fra Slagelse – havde to mindre poser med hash. Derfor blev han sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den anden person var en 26-årig mand fra Slagelse, som havde 100 gram hash fordelt i små poser, en telefon, en springkniv og nogle kontanter. Han blev anholdt kl. 19.59 og sigtet for salg af stoffer og for overtrædelse af knivloven.

Politiet ransagede efterfølgende hans bopæl, hvor der befandt sig tre mænd og en kvinde. Der blev fundet yderligere 318 gram hash i lejligheden, og de tilstedeværende blev derfor anholdt kl. 21.52 og sigtet for salg af stoffer.

En af de anholdte var en 31-årig mand, der havde cirka 1 kilo amfetamin på sig. Han er fortsat anholdt, og han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag, mens de andre anholdte blev løsladt efter afhøring.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.