Tæt løb i DM for anlægsgartnere og brolæggere

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Borgmester John Dyrby Paulsen havde rosende ord med på vejen til begge vinderhold, som han roste for håndværk fra øverste hylde i absolut spitzenklasse.

Landets bedste anlægsgartnerelever og brolæggerelever blev kåret til de to Danmarksmesterskaber på Have & Landskab i Slagelse By, hvor også Arbejdsmiljøprisen blev uddelt for første gang blandt de spirende anlægsgartnere. Det skriver Have & Landskab i en pressemeddelelse.

Den tætte kamp til stregen måtte vurderes ud fra målfoto

Der var bogstaveligt talt kamp til stregen, da vinderne af både DM for anlægsgartnerelever og DM for brolæggerelev blev afgjort på Have og Landskab ’21 i Slagelse By.

I dag kan anlægsgartnereleverne Lasse Kjeldstrøm fra Lillevang og Steffen Ryberg fra Anlægsgartner Allan Larsen fra Kold College kalde sig Danmarksmestre, og det samme er tilfældet for brolæggereleverne Rasmus Nørgaard Andersen fra JA brolægning og Theis Lauersen fra Sven Erik Lind A/S fra Learnmark Horsens.

Men der var brug for målfoto for at finde sejrherrerne, fortæller uddannelseskonsulent John Hvass fra Byggeriets Uddannelser, der både var med i dommerkomitéen for brolæggerkonkurrencen og med i den praktiske afvikling over de tre udstillingsdage.

John Dyrby Paulsen gav ros for håndværk fra øverste hylde

Vi dommere måtte finde en rotorlaser for at få så nøjagtige mål som muligt, for de lå vanvittigt tæt. Men oplevelsen har været fantastisk, og det er jo et helt andet setup end på Skills.

»På Skills kommer mest folkeskoleelever, men her er det fagfolk, så det er topprofessionelle tilskuere, der har stået og kigget dem over skuldrene,« fortæller John Hvass, som gerne gentager succesen med DM på Have & Landskab en anden gang.

Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen (S) havde også rosende ord med på vejen til begge vinderhold, som han roste for håndværk fra øverste hylde i absolut spitzenklasse og fortalte, at dommerne var overbevist om, at de alle ville blive fantastiske håndværkere.

Det tilsluttede Oldermand i Brolæggerlauget, Claus Erik Johnsen sig, da han trods sine mange år som skuemester aldrig havde oplevet så tæt et forløb før.

Ved kåringen af anlægsgartnerkonkurrencen fortalte 3F’s Flemming Madsen, der også er med i Det fællesfaglige udvalg for anlægsgartneri, at han havde været imponeret over elevernes indsats.

»Det er anderledes at være anlægsgartner end mange andre håndværksfag. Man skal typisk arbejde i teams, og det kræver noget at arbejde tæt sammen. Her var det opløftende at opleve, at der ingen konflikter var over de tre dage,« lød det fra Flemming Madsen.

Hver vinder modtog foruden hæderen et rejsegavekort på 2.500 kroner, som var sponsoreret af Semitech. Dette gavekort eventuelt bruges på rejsen til VM i Skills, som DM-sejren kvalificerer til.

Arbejdsmiljøpris for sikkerhedsmæssigt korrekt arbejde

Som noget nyt blev anlægsgartnereleverne også vurderet på, hvor sikkerhedsmæssigt korrekt de arbejdede, og vinderne løb Arbejdsmiljøprisen og et gavekort på 3.000 kroner hver til indkøb af sikkerhedstøj med videre hos sponsorerne Bacher.

Det blev Emil Baunegaard Petersen fra Greenwork ApS og Tobias Lindgren Skrydstrup fra Den Unge Gartner A/S), begge fra Vilvorde, der fik hæderen og gavekortene.

Øverst: Anlægsgartnereleverne Steffen Ryberg fra Anlægsgartner Allan Larsen og Lasse Kjeldstrøm fra Lillevang fra Kold College nyder en velfortjent øl som Danmarksmestre. (Foto: Have & Landskab). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.