Stjålet Volkswagen Touran ender i biljagt gennem Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Læsetid: 2 min.

I fredags fik en borger stjålet en Volkswagen Touran i sin indkørsel i Slagelse Vest. Politiet fik øje på den mandag aften, hvorpå chaufføren forsøgte at køre fra politiet.

Mandag aften kl. 18:30 fik en patruljevogn øje på en stjålet bil med tre unge mænd. Politiet forsøgte at standse bilen, men den satte i stedet farten op og forsøgte at køre fra patruljen.

Det lykkedes ikke, og bilen standsede på Parkvænget i Slagelse, hvor den ramte to andre biler, politibilen og et hushjørne på Skolegade. De tre unge mænd forsøgte at flygte til fods, men de blev hurtigt pågrebet.

Chaufføren var en 20-årig mand uden fast bopæl. Samtidig var han påvirket af cannabis. De tre mænd blev anholdt og afhørt, men løsladt senere på aftenen. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De to andre mænd er henholdsvis 19 og 21 år, og de er begge fra Skælskør. Det skriver SN.dk, som også skriver, at farten kom op på 140 km/t under biljagten.

En borger genkendte første del af nummerpladen samt beskrivelsen af bilen i en gruppe på Facebook. Her beskrev øjenvidner, hvordan biljagten havde udviklet sig i Slagelse Midtby.

Borgeren oplyste, at bilen blev stjålet i hendes indkørsel i Slagelse Vest i fredags omkring kl. 10:30.

Genrefoto: Slagelse Media

Fortæl din mening:

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.