Små maskiner fra Scantruck besøger Have & Landskab

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Scantruck er klar til tre grønne messedage med både gule, røde og orange maskiner. Have & Landskab 2019 afholdes i Slagelse fra onsdag den 28. til fredag den 30. august.

»Vi er meget bevidste om, at vi hverken skal til dyrskue eller entreprenørmesse. Derfor kommer vi med mange, men særligt udvalgte maskiner til Have & Landskab,« siger Salgschef Claus Bjerregaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Udstillingen er den grønne branches helt store fagmesse, og det skal naturligvis kunne ses på varerne. Derfor bliver de små de store i Slagelse, og vi blander både gult, rødt og orange ind i den grønne messe.«

Have & Landskab er specialiseret for anlægsgartnere

Salgschef Claus Bjerregaard og hans kolleger hos Scantruck A/S satser på igen at møde ganske mange både nuværende og potentielle kunder, som ikke ofrer tid på hverken landbrugsmessen Agromek, dyrskuerne eller entreprenørudstillingen E&H.

Anlægsgartnere og anlægsfolk kigger i andre retninger, når de skal se nyt på maskinfronten.

Have & Landskab 2019 afholdes på arealerne ved Jernbjerggården (ZBC/Landbrugs & Gartnerskolen) på C.A. Olesensvej 2 i Slagelse fra onsdag den 28. til fredag den 30. august kl. 09.00 – 16.00.

»Have & Landskab er jo netop specialiseret for ikke mindst anlægsgartnere, som derfor ikke behøver tage på Agromek for at se en masse maskiner, som alligevel ikke er relevante for dem,« siger Claus Bjerregaard og fortsætter:

»Mange kan naturligvis finde mening i at besøge E&H i Herning hvert tredje år, men det er trods alt mest det store grej, der er i fokus. Derfor glæder vi os hver gang til at tage imod på Scantruck-standen i Slagelse. Have & Landskab er et sted, hvor vi naturligt skal være, og det har da også udviklet sig til en tradition for Scantruck at være med.«

Øverst: Salgschef Claus Bjerregaard er klar til at sætte kursen mod Slagelse til tre grønne messedage med både gule, røde og orange maskiner. (Foto: Scantruck). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.