SIND Slagelse tilbyder gratis brunch i Rosenhuset

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – SIND inviterer til et gratis bruncharrangement på Bredegade i Slagelse Midtby. Første gang er lørdag den 24. august (med tilmeldingsfrist den 19. august).

SIND Slagelse tager hul på en ny aktivitet, der forhåbentlig bliver en tradition med tiden. Der er tale om et bruncharrangement, der afholdes hver måned på den sidste lørdag, som falder i en lige uge.

Alle er velkomne til at deltage. Det oplyser SIND i en pressemeddelelse.

Fællesskab med en snak og en bid brød i rolige rammer

Sidste lørdag i lige uger åbner SIND Slagelse dørene for et bruncharrangement, hvor alle er velkomne til at deltage. Man behøver hverken at være medlem af SIND eller at være psykisk sårbar. Alle må være med.

Brunchen finder sted i Rosenhuset i Bredegade 10 i Slagelse Midtby fra kl. 11.00 til kl. 14.00. Første gang er lørdag den 24. august 2019. Der er tilmeldingsfrist den 19. august for at undgå madspild.

»Vi ved, at rigtig mange mennesker godt kunne bruge et fællesskab med andre i rolige rammer, hvor de kan få en snak og en bid brød. Det forsøger vi derfor at skabe med vores lørdagsbrunch,« fortæller Kenneth Kok, der er lokalformand for SIND Slagelse.

Tilmelding sker til lokalformand Kenneth Kok på e-mail: kennethkokbedemand@gmail.com eller ved at ringe på telefon 31 24 92 85 eller sende en SMS. Første brunch er gratis, men fremover vil der være brugerbetaling på et beskedent beløb.

Lokalafdelingen efterlyser flere frivillige til at løfte opgaven

Med tiden håber bestyrelsen i SIND Slagelse, at brunchen kan udvides til også at indbefatte et foredrag, et musikalsk arrangement eller lignende. Det kræver dog, at der er flere frivillige hænder, som vil være med til at løfte opgaven.

»I SIND Slagelse mangler vi lige pt. frivillige, som også har lyst til at hjælpe andre og skabe nogle gode rammer for psykisk sårbare. Samtidig ved vi fra forskning, at frivillighed er godt for sindet, så på en måde slår man to fluer med et smæk ved at blive frivillig,« fortæller næstformand Søs Vinther fra SIND Slagelse.

Hun henviser til en rapport af ph.d. Lars Holmboe, som viser, at frivilligt arbejde styrker den mentale sundhed.

Læs rapporten: Frivilligt arbejde og mental sundhed (slettet).

Øverst: SIND Slagelse på Bredegade 10 i Slagelse Midtby. (Foto: SIND Slagelse). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.