Hysterisk parkeringsskurk blev til røver

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – En mand fra Sorø fik en parkeringsbøde i Slagelse Midtby, og det blev han så hysterisk over, at politiet nu har sigtet ham for røveri.

Tirsdag eftermiddag kl. 16.27 blev en 26-årig mand fra Sorø meget vred over, at han fik en parkeringsbøde på Jernbanegade i Slagelse By. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Bestjal, råbte ad og skubbede til parkeringsvagten

Manden råbte ad parkeringsvagten og skubbede også til vagten, mens han tog vagtens mobile printer. Han nægtede at tilbagelevere printeren, førend hans bøde var annulleret.

Da politiet ankom, nægtede den 26-årge mand fortsat at udlevere printeren, og politiet måtte med magt tage printeren fra manden, hvorefter han blev anholdt og sigtet for røveri.

Den 26-årig mand blev taget med på stationen til afhøring og blev derefter løsladt.

Øverst: genrefoto. (Illustration: Tikwa / Pixabay). Note/Red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.