Frivillige hjælper ikke-vestlige kvinder i job

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – »Vores mentees er en mangfoldig gruppe fra mange forskellige lande, heriblandt Afghanistan, Syrien og Ukraine. Du kan blive mentor for en af dem, og her spiller det ingen rolle, om du har dansk eller udenlandsk baggrund. Det vigtige er, at du har erfaringer fra det danske arbejdsmarked og kender til dansk arbejdskultur,« siger KVINFOs mentorkoordinator.

Efter flere år på kontanthjælp har Fardawsa Jamac Qalad fået job. Hun har blandt andet fået støtte af KVINFOs mentornetværk, som netop nu søger nye mentorer. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Støtte fra KVINFO og den boligsociale beboervejleder

I Slagelse hjælper 13 frivillige mentorer en række ikke-vestlige kvinder tættere på drømmen om at få et job og tjene sine egne penge.

Fardawsa Jamac Qalad er en af de kvinder, som er kommet i job:

»Jeg havde svært ved at finde arbejde og også svært ved at søge arbejde. Men efter 18 år på kontanthjælp havde jeg meget stor lyst til at komme ud at arbejde,« fortæller den 40-årige kvinde fra Somalia.

Fardawsa Jamac Qalad bor i Ringparken i Slagelse Nordby, hvor hun ud over sin mentor fra KVINFOs mentornetværk også har fået støtte fra den boligsociale beboervejleder. Efter en uopfordret jobansøgning til Blomstergården Plejehjem, blev hun kaldt til jobsamtale.

»Fire dage efter samtalen fik jeg vikarjob. Og efterhånden får jeg vagter nok til, at jeg ikke længere behøver supplerende kontanthjælp. Det føles rigtig godt, for jeg har også børn, og man skal tjene sine egne penge,« fortæller hun.

Alle mentees har meldt sig frivilligt til KVINFO

Flere ikke-vestlige kvinder ønsker at få en mentor, fordi de gerne vil i job. Det fortæller Camilla Jørgensen, som er KVINFOs mentorkoordinator i Slagelse.

»Vores mentees er en mangfoldig gruppe fra mange forskellige lande, heriblandt Afghanistan, Syrien og Ukraine. Du kan blive mentor for en af dem, og her spiller det ingen rolle, om du har dansk eller udenlandsk baggrund. Det vigtige er, at du har erfaringer fra det danske arbejdsmarked og kender til dansk arbejdskultur,« siger Camilla Jørgensen.

»Selv om vi samarbejder med jobcenteret, er det vigtigt at slå fast, at alle vores mentees har meldt sig frivilligt. De har alle et stærkt ønske om at komme i job. Men sproglige udfordringer, manglende uddannelse, manglende netværk og manglende tro på sig selv kan være med til at gøre det vanskeligt for dem selv at finde sig et arbejde,« forklarer mentorkoordinatoren.

Der er ingen lønkroner at hente, for alle mentorer arbejder frivilligt. Men mentorerne får indsigt i en anden kvindes liv og glæden ved at hjælpe hende videre i livet.

»Alle nye mentorer får et introkursus, og vi holder flere faglige arrangementer for mentorerne. Dertil kommer to-fire sociale arrangementer om året, hvor man møder de andre mentorer og mentees her i Slagelse,« siger Camilla Jørgensen.

Mentornetværket i Slagelse søger flere mentorer

Fakta om Mentornetværket i Slagelse:

  • Mentornetværket i Slagelse søger flere mentorer, der vil være med i et veletableret og engageret mentornetværk.
  • Som mentor fungerer du som den jobsøgende kvindes sparringspartner og deler din erfaring og viden om lokalområdet, arbejdsmarkedet og dansk arbejdskultur.
  • Et mentorforløb varer typisk mellem 4-12 måneder. Her mødes mentor og mentee 1-2 gange om måneden. Dette aftales på forhånd, så mentor og mentee ved, hvad de kan forvente sig af hinanden, og så det passer til din hverdag.
  • Som mentor er du ulønnet, men du får et introduktionskursus samt støtte undervejs. Frivillige mentorer tilbydes sparring efter behov, samt deltagelse i events, netværksgrupper, faglige oplæg og sociale arrangementer.
  • Overvejer du at blive mentor, kan du skrive til mentorkoordinator Camilla Jørgensen på camilla.jorgensen@kvinfo.dk eller ringe til 51 59 80 03.
  • Indsatsen er et partnerskab mellem KVINFO, Slagelse Jobcenter og den boligsociale helhedsplan “En fælles indsats”.

Øverst: Mentorkoordinator Camilla Jørgensen og Fardawsa Jamac Qalad. (Foto: KVINFO). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.