Egon’s busser går sammen med tre andre

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Det lokale busselskab Egon’s går sammen med tre andre busselskaber og bliver til Vikingbus.

Fire private busselskaber, herunder Egon’s fra Slagelse, planlægger at fusionere under navnet Vikingbus. Samtidig indtræder kapitalfonden Polaris i ejerkredsen.

Med cirka 450 busser bliver de til en af Danmarks førende busoperatører, og de vil udføre alle former for bustransport i Danmark og i udlandet. Det skriver Egon’s i en pressemeddelelse.

Busselskabet Vikingbus får omkring 775 medarbejdere

De fire virksomheder – Egon’s A/S, Larsenbus ApS, Papuga A/S og Papuga Bus A/S – beskæftiger samlet cirka 775 medarbejdere. Deres samlede omsætning var i 2019 på 800 millioner kroner (proforma).

Egon’s blev grundlagt i 1982 af Egon Pedersen og ejes og drives i dag af sønnen Mogens. Egon’s, som også omfatter virksomheden Ørslev Turistfart, driver alle former for buskørsel inklusive handicap- og sygetransport, speciel rute- og skolekørsel samt selskabs- og turistkørsel. Egon’s har 180 medarbejdere på hovedkontoret i Slagelse og flere afdelinger på Sjælland og i Hovedstadsområdet.

Vikingbus vil betjene en bred vifte af kunder i Danmark og Europa inklusive rejsebureauer, private virksomheder, foreninger samt offentlige kunder, der serviceres inden for skolekørsel, handicap- og sygetransporter samt rute- og bybuskørsel.

Vikingbus vil operere inden for mini-, rute- og turistbuskørsel.

»Samlet bliver vi en endnu bedre og stærkere partner for både større og mindre kunder. Vi styrker vores solide, lokale forankring og tilbyder kunderne den største og mest fleksible busflåde i branchen,« siger Mogens Pedersen fra Egon’s, der vil blive administrerende direktør for det fusionerede selskab, og fortsætter:

»Med vores samlede kompetencer og varierede busflåde vil vi blive endnu mere konkurrencedygtige, og vi vil bedre kunne udvikle flere nye tilbud og digitale services til kunderne.«

40 procent til ejerlederne og 60 procent til kapitalfond

De fire nuværende ejerledere vil eje 40 procent af Vikingbus efter fusionen, mens Polaris vil eje 60 procent.

De fire ejerledere vil også fremover udgøre den daglige ledelse i den fusionerede virksomhed:

  • Mogens Pedersen, direktør for Egon’s A/S, vil blive adm. direktør for Vikingbus.
  • Lars Larsen, direktør for Larsenbus ApS, vil blive ansvarlig for busaktiviteter i Østdanmark.
  • Peter Papuga, direktør for Papuga Bus A/S, vil blive ansvarlig for busaktiviteter i Vestdanmark.
  • Carsten Papuga, direktør for Papuga A/S, vil blive ansvarlig for indkøb og udbud.

Fusionen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Kapitalfonden Polaris er en stærk finansiel partner

Ideen om en fusion er gradvist modnet blandt de fire ejerledere, idet de har fælles værdier og samme syn på faglighed og service samt deler visioner om et kundefokuseret landsdækkende busselskab.

De fire har ønsket at udvide ejerkredsen med en stor, kapitalstærk partner, og efter en grundig proces valgte de Polaris.

Polaris er en nordisk kapitalfond med hovedsæde i København, som investerer i veletablerede mellemstore virksomheder i Norden. Polaris har siden 1998 rejst fire fonde med mere end 9 milliarder kroner i kapitaltilsagn. Polaris’ investeringsfokus er virksomheder med vækst- samt udviklingspotentiale. Polaris har til dato investeret i 42 virksomheder og foretaget flere end 70 tillægsinvesteringer til porteføljevirksomhederne. Polaris ejer 13 virksomheder med en samlet omsætning på 7 milliarder kroner og 5.000 ansatte.

»Som en førende operatør ønsker vi at sætte standarderne i branchen med veluddannede og service-mindede chauffører på danske overenskomster, så vi sikrer maksimal sikkerhed og trivsel for både kunder og ansatte,« siger Mogens Pedersen og fortsætter:

»Vi deler værdier og ambitioner med Polaris, og samarbejdet med en respekteret, erfaren dansk partner som Polaris betyder, at vi får adgang til stærke kompetencer og solid erfaring, der kan hjælpe os med at sætte den strategiske kurs og hele tiden udvikle virksomheden.«

Lokal udvikling og bæredygtig drift af den store busflåde

Vikingbus vil blive landsdækkende med afdelinger i København, Køge, Slagelse, Svebølle, Vordingborg, Vejle, Kolding, Skjern og Aarhus, hvor et nyt anlæg bliver opført.

Yderligere afdelinger forventes etableret for at styrke den lokale forankring.

Styrkerne ved fusionen er blandt andet stordriftsfordele ved indkøb af busser, brændstof, reservedele mv. samt fælles IT- og økonomisystemer, markedsføring og udvikling.

Fusionen vil betyde, at to afdelinger i Storkøbenhavn vil kunne samles i Hvidovre, ligesom afdelinger i Brørup og Vejle vil blive samlet i Vejle.

Fusionen vil også sikre mere omkostningseffektiv og miljøvenlig kørsel, fordi Vikingbus med sin store busflåde og brede geografiske dækning kan optimere ruteplanlægningen, så kørsel med tomme busser begrænses, hvilket medfører en mere bæredygtig drift.

Vikingbus vil blive indfaset som fælles brand efter konkurrencemyndighedernes godkendelse af fusionen. Rådgivere ved fusionen er PwC Corporate Finance og advokatfirmaet Lundgrens.

Øverst: De fire ejerledere. (Foto: Viking). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.