Drenge med ulovlige stoffer i p-kælderen ved City 3

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Artiklen er opdateret for 5 år siden.

Slagelse.News – Politiet måtte rykke ud for at fjerne tre utryghedsskabende drenge fra p-kælderen ved City 3. Den ene havde medbragt et narkotikum.

Unge mennesker både røg og skabte utryghed

Torsdag kl. 17.46 blev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kaldt til p-kælderen ved City 3 i Jernbanegade i Slagelse Midtby.

Der var nogle unge mennesker, som røg og skabte noget utryghed. Betjentene fandt frem til tre 17-årige drenge, og den ene havde en pille med ulovlige stoffer.

Derfor blev han sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Tilbagevendende problemer med børn ved City 3

Der har i længere tid være problemer med utryghedsskabende unge mennesker omkring City 3 i Jernbanegade. Det har blandt andet været debatteret flere gange på Facebook.

»Hvad laver dine unge 14-16 årige om aftenen? Jeg gik hjem fra arbejde kl 19 og så nogle unge gå ind i opgangen ved City 3. Det var en flok på 8-10 stykker og jeg vil mene de ikke var mere end højst 15 år gamle og de var meget berusede,« har en bruger skrevet i Facebook-gruppen 4200 Slagelse.

»Torsdags var det en flok som skulle til at tænde en joint, børn på 14-16 år som står i opgange og ryger hash er ikke i orden. Når de får besked på at gå, så smutter de ned på stationen og skaber utryghed der,« skrev brugeren videre.

»Det er hamrende irriterende, fordi de ødelægger vores lamper og banner. Det er Røde Kors’ lokaler det går udover. Det er også en anelse utrygt for vores deltagere i vores mødested for ensomme unge, Plexus, at opgangen, de skal opad, ligner en svinesti,« har en anden Facebook-bruger skrevet.


Arkivfoto: Rigspolitiet.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.