Drabssag fører til ransagning af en adresse i Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Midt- og Vestsjællands Politi er i gang med ransagning af en adresse i Slagelse som et nyt efterforskningsskridt i drabssagen fra Mullerup i juli.

Aktuelt er Midt- og Vestsjællands Politi i gang med ransagning af en adresse i Slagelse. Det er et nyt efterforskningsskridt i drabssagen fra Mullerup i Kalundborg Kommune søndag den 8. juli 2018 omkring kl. 09.00.

En 29-årig mand fra Korsør blev dræbt af skud

På forhånd har politiet fået rettens godkendelse af ransagningen, der gennemføres i et forsøg på at finde spor, der kan føre til opklaring af drabssagen, hvor en 29-årig mand fra Korsør blev dræbt af skud. Drabssagen er efter politiets opfattelse et lokalt opgør i et kriminelt miljø.

Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om adressen, hvor ransagningen foregår, og relationen til den dræbte og drabssagen, idet ingen personer hverken forventes anholdt eller sigtet i forbindelse med dagens ransagningsaktion.

Drabet blev forøvet, efter at tre mænd trængte ind på Mullerupvej 11 i Mullerup ved Kalundborg, hvor den 29-årige mand opholdt sig. Efterfølgende flygtede mændene i en sølvgrå Peugeot 206 væk fra gerningsstedet i retning mod Gørlev.

Politiet søger vidner, som har set en sølvgrå Peugeot 206

Midt- og Vestsjællands Politi har siden drabet efterlyst vidner, der har gjort observationer i området omkring drabsstedet i Mullerup og vedrørende den sølvgrå Peugeot 206. Det gælder både Mullerup-området inden drabet og i forbindelse med flugten fra stedet.

Politiet har endnu ikke fået identificeret flugtbilen, som politiet ud fra de foreliggende vidneforklaringer ikke kan beskrive yderligere.

Politiet ønsker igen at efterlyse personer, der har oplysninger om flugtkøretøjet og personer, der på drabstidspunktet måtte have haft rådighed over en bil af det pågældende bilmærke, ligesom politiet stadig ønsker oplysninger eller tip i øvrigt i sagen.

Oplysninger i sagen kan gives til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 4635 1448 eller til nærmeste politi via telefon 1-1-4.


Arkivfoto: Rigspolitiet.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.