Bagsædesnakker fik sin bil beslaglagt

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – En narkobilist blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden på bagsædet i en politibil.

Sent søndag formiddag kl. 11.45 standsede politiet en 36-årig mand fra Slagelse, da han kom kørende på Idagårdsvej i Slagelse By. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Påvirket af narkotika og havde intet kørekort

Manden virkede påvirket af narkotika og havde intet kørekort. Derfor blev han sigtet for både kørsel i påvirket tilstand og kørsel uden førerret. Det var ikke første gang, at han blev taget i at køre i frakendelsestiden, og derfor blev bilen beslaglagt.

Den 36-årige mand blev i øvrigt utilfreds med, at han ikke måtte tale i telefon, mens han sad i patruljevognen. Samtidig kaldte han en betjent diverse ukvemsord. Derfor blev han endvidere sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.