Tricktyverier mod Oddset-forhandlere spreder sig

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

En særlig form for tricktyverier mod Oddset-forhandlere spreder sig, og lørdag gik det ud over kiosken på Tårnborgvej i Halskov i Korsør, hvor en 20-25-årig mand med mellemøstligt udseende stak af med Oddset-kuponer for flere tusinde kroner omkring kl. 17.00.

Flere og flere Oddset-forhandlere oplever tricktyverier med live Odds. Det sker ved, at tyven udfylder kuponerne og får dem kørt gennem lottomaskinen. Derpå tager tyven kuponerne og løber sin vej, før han har betalt. Tyven henvender sig efterfølgende et andet sted for at indløse kuponerne.

I lørdags kom en yngre mand ind i kiosken på Tårnborgvej i Korsør omkring kl. 16.50. Han udfyldte live Odds for flere tusinde kroner, og de blev registeret i systemet. Derpå stak han af med kuponerne uden at betale for dem. Det lykkedes ham få indløst kuponerne i en dagligvareforretning, hvor han fik udbetalt en gevinst.

Tyven bliver beskrevet således:

  • Mand
  • Cirka 20-25 år gammel
  • Omkring 180-185 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • Mellemøstlig af udseende
  • Brun i huden
  • Sort, kort hår
  • Trimmet fuldskæg
  • Taler dansk med accent
  • Mørkeblå Adidas-bukser
  • Sort, mørk dunjakke fra Peak Performance
  • Sort cap

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser vidner eller andre, som har eventuelle oplysninger. Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

Foto: Danske Spil A/S

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.