Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Korsor.News – Lørdag den 10. juni kl. 16.30 lyder startskuddet til Storebæltsbroens store fødselsdagsløb – et unikt halvmaraton, hvor 10.000 løbere krydser Storebælt.
På lørdag (den 10. juni 2023) krydser 10.000 løbere Storebæltsbroen for at fejre broens 25-års-fødselsdag. Broen er åben for biltrafik under hele løbet, men turen over Storebælt vil tage længere tid, mens løberne passerer. Kør derfor hjemmefra i god tid og kør gerne over Storebælt før kl. 14 eller efter kl. 21. Det skriver Sund & Bælt i en meddelelse.
Løberne fejrer hele Danmarks bro
I 1998 var Broløbet med til at indvie Storebæltsbroen, og nu er løbere igen klar til at fejre hele Danmarks bro, når den fylder 25 år. Lørdag den 10. juni kl. 16.30 lyder startskuddet til Storebæltsbroens store fødselsdagsløb – et unikt halvmaraton med 10.000 løbere, der krydser bæltet.
Som afslutning på Broløbet oplyses broens 254 meter høje pyloner senere på aften i fødselsdagsfarver. Frem mod fødselsdagen onsdag den 14. juni vil pylonerne ligeledes være klædt i rødt og hvidt fra kl. 23 til kl. 05. “Det skarpe hjørne” bliver også markeret med Dannebrog i betalingsanlægget på selve fødselsdagen.
Broløbets påvirkning af trafikken på broen
Under Broløbet vil der være dobbeltrettet trafik i de sydlige spor i retning mod Sjælland, og vejens status ændres fra motorvej til almindelig landevej med hastighed på 80 km/t og overhaling forbudt. Motionsløbet afvikles på broens to nordlige spor med start i Nyborg og mål i Korsør.
Omlægningen sker cirka kl. 15.30 og frem til kl. 21.00, hvor trafikken forventes at være omlagt til normal trafik igen.
Der vil være kortvarig ventetid under omlægning til dobbeltrettet trafik, da broen lukkes helt for biltrafik i cirka 20 minutter, mens trafikken omlægges. Kør derfor hjemmefra i god tid og passer gerne broen før kl. 14.00.
Du kan læse mere om løbet på: www.brolob.dk. Husk, at du kan få trafikinfo via SMS. Send til 1231 med Bro Info. Tjenesten ophører automatisk efter syv dage.
Øverst: Kørselsanvisning. (Foto: Sund & Bælt). PM/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.