Tour de Storebælt påvirker trafikken lørdag 11. juni

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 9 måneder siden.

Korsor.News – Tre uger før Tour de France starter i Danmark afprøver ikke mindre end 16.000 cyklister hele eller dele af 2. etape af det ikoniske franske løb, som kommer til Korsør og Storebæltsbroen.

Tre uger før Tour de France starter i Danmark afprøver ikke mindre end 16.000 cyklister hele eller dele af 2. etape af det ikoniske franske løb. Tour de Storebælt afholder motionscykelløb lørdag den 11. juni 2022.

Ruten går fra Roskilde mod Holbæk, omkring Odsherred og Kalundborg og videre ned mod Korsør, inden deltagerne passerer over Storebæltsbroen og kører i mål i Nyborg. Det fremgår af en pressemeddelelse, der er udsendt på vegne af DGI, DIF og DCU.

Både Tour de France og Tour de Storebælt påvirker trafikken

I kommunerne Roskilde, Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg, Slagelse, Nyborg samt på Storebæltsbroen skal man forvente markant længere transport- og køretider på de veje, der indgår på ruten eller som ligger tæt på ruten. Dette gælder i særlig grad for byerne Kalundborg, Holbæk og Nyborg. Trafikken på Storebæltsbroen er påvirket fra kl. 13:00-21:00 – broen vil dog ikke være helt lukket på noget tidspunkt, men have et spor åbent i hver retning.

Det er vigtigt for os at gøre opmærksom på, at trafikken ikke kun påvirkes i forbindelse med Tour de France, men også i forbindelse med Tour de Storebælt. Det er Danmarkshistoriens største motionscykelløb, som slutter af med, at alle deltagerne cykler over Storebæltsbroen, og det vil unægtelig påvirke trafikken en del på og omkring cykelruten,« siger Jesper Tikiøb, der er projektchef for Tour de Storebælt.

De trafikale anbefalinger er at undgå broen om dagen

Det anbefales at undgå at benytte cykelruten som bilist. Hvis ikke det kan undgås, så anbefales det at køre afsted i meget god tid. Ved brug af bus og anden offentlig transport anbefales det at tjekke Rejseplanen inden afgang. Skal man krydse Storebælt på dagen, kan man overveje at tage færgen eller køre afsted tidligt om morgenen eller sent om aftenen efter kl. 21.

Cykelruten og yderligere trafikinformation kan findes på Tour de Storebælts hjemmeside: www.tourdestorebaelt.dk/trafik

Øverst: Storebæltsbroen. (Foto: Sund & Bælt). PM/roke

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.