Politiet efterlyser en sorthåret kvindelig tricktyv

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

En tøjbutik på Kirkepladsen i Korsør blev udsat for tricktyveri af en udenlandsk kvinde med sort hår. Hun stak af i en lille ventende sort bil. Politiet efterlyser vidner.

I går onsdag kl. 17.30 kom en udenlandsk kvinde ind i en tøjbutik på Kirkepladsen i Korsør. Her prøvede hun en nederdel, som hun bagefter ville købe.

Kvinden betalte nederdelen til 50 kroner med en 1.000-kroneseddel, som hun lagde på disken. I det ekspedienten lagde byttepengene på disken, hev kvinden pludselig noget tøj ned over 1.000-kronesedlen og byttepengene.

Mens ekspedienten fjernede tøjet, havde kvinden imidlertid snuppet alle pengene og var stukket af. Hun slap væk i en sort lille bil, der ventede på hende.

Den udenlandske kvinde beskrives som:

  • 17-22 år
  • 165-175 centimeter høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Brun hudfarve
  • Sort langt hår
  • Talte meget lidt dansk

Den unge kvinde var iført:

  • Lyse cowboybukser
  • Hvid langærmet bluse
  • korksandaler med kilehæl

Politiet hører gerne fra vidner på telefon: 1-1-4.


Arkivfoto: Rigspolitiet

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.