Ny tankstation på Halsskov i Korsør

Korsor.News — Go’on åbnede for hanerne på en ny tank ved motorvejstilkørsel 42 på Energivej 8b i Korsør onsdag den 1. maj. På fredag den 17. maj fejrer tankstationen åbningen med billigt brændstof og gratis is til de tankende bilister.

Det danske brændstofselskab Go’on åbnede for hanerne onsdag d. 1. maj 2024 på en ny tank ved motorvejstilkørsel 42 på adressen Energivej 8b på Halsskov i Korsør. På fredag d. 17. maj er der udsigt til lange bilkøer, da Go’on vil fejre åbningen med billigt brændstof og gratis is til de tankende bilister. Det skriver Go’on i en pressemeddelelse.

Ekstra billigt brændstof og gratis is til åbningen

Borgerne i Korsør og omegn kan glæde sig over, at de nu får endnu en mulighed for at tanke lokalt, da det danske brændstofselskab Go’on har åbnet ny tank i Korsør. Hos Go’ons markedschef Paulo Nielsen er der store forventninger til det nye tankanlæg i Korsør, som bliver den anden Go’on station i Korsør.

»Vi har oplevet god succes med vores nuværende tank på Tårnborgvej, så vi ser frem til at udvide med endnu tank her i Korsør. Beliggenheden ved motorvejsafkørslen er attraktiv, så det ser vi et stort potentiale i. På fredag d. 17. maj fra kl. 14-17 åbner vi den nye Go’on station med et brag af en åbningsfest,« fortæller Paulo Nielsen.

Til åbningseventen kan man tanke bilen til ekstraordinær gode brændstofpriser, og så kigger Hjem-IS-bilen forbi med gratis is til alle tankende kunder.

Lokalt dansk selskab med tredjeflest tankstationer

Go’on er et forholdsvist ungt firma i branchen, men siden starten i 2009 er det gået stærkt for det 100% danske brændstofselskab, og åbningen i Korsør er nummer 191 i rækken af nyåbnede stationer. Dermed er Go’on i dag det selskab med tredjeflest tankstationer i Danmark.

75 procent af stationerne ligger i byer med under 2.500 indbyggere, og det har været en bevidst strategi fra Go’ons side.

»Vi er primært rykket ind i de områder af Danmark, hvor de multinationale selskaber er flygtet fra. Der har vi fundet et marked, og det har vist sig, at borgerne i de mindre byer er langt mere loyale over for deres lokale tank, end vi oplever i de større byer. Vi ser det som en vigtig mission at udvikle de mindre samfund, og det gøres blandt andet ved at fastholde eller skabe erhverv i lokalsamfundet,« påpeger Paulo Nielsen.

Øverst: Go’ons tankstation på Halsskov i Korsør. (Foto: Go’on). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/xv09