Nordea-fonden støtter Danish Wheelchair Dance Cup i Korsør

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Korsor.News – 29 sjællandske foreninger modtager 635.296 kroner fra Nordea-fonden. Blandt de sjællandske modtagere er Kørestolsdans i Danmark, som modtager støtte til Danish Wheelchair Dance Cup i Korsør.

Nordea-fonden har netop givet gode nyheder til 29 foreninger i Region Sjælland. Foreningerne, der tæller alt fra bylaug over håndboldklubber til festivaler, har fået støtte til præcis den aktivitet, der vil gøre en forskel i deres hverdag og for deres medlemmer.

Danish Wheelchair Dance Cup den 8. og 9. juni 2019 i Korsør

Blandt foreningerne er Kørestolsdans i Danmark, der får 15.000 kroner til afholdelse af Danish Wheelchair Dance Cup den 8. og 9. juni 2019 i Korsør.

»Støtten fra Nordea-fonden skal gå til, at handicappede kan blive ved med at danse – at vi i Danmark kan lave et stævne for handicappede kørestolsdansere. Det er vigtigt at kunne få støtte til sådan nogle arrangementer,« siger Karina Frederiksen, formand og medarrangør i Kørestolsdans i Danmark, og fortsætter:

»Med stævnet kan vi få folk til at komme sammen og deltage om en fælles aktivitet. Vi kommer fra flere steder i landet, så det er rart at kunne mødes – også for det sociale aspekt.«

Uddeler årligt 25 millioner kroner til over 1.300 foreninger

Nordea-fonden støtter foreninger og organisationer til fællesskabsorienterede projekter og aktiviteter, som skaber gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Hvert år uddeler fonden 25 millioner kroner til over 1.300 foreninger.

»Nordea-fonden har et almennyttigt formål, og derfor er vigtigt for os at bakke op om initiativer, som styrker det lokale fællesskab. Vi håber, flere foreninger og andre nonprofitorganisationer har lyst til at søge vores lokalpulje,« siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Alle almennyttige foreninger og organisationer kan søge fonden om op til 100.000 kroner i støtte. Det typiske uddelingsbeløb er på 5.000-30.000 kroner, der for eksempel kan gå til foreningsaktiviteter, mindre events, udstyr til klubben eller lokale kulturarrangementer.

Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Hvert år uddeler fonden cirka 500 millioner kroner. Heraf er 25 millioner kroner i Lokalpuljen øremærket lokalt forankrede projekter inden for sundhed, motion, natur og kultur i alle egne af Danmark.

Øverst: Kørestolsdans. (Foto: Kørestolsdans i Danmark / Nordea-fonden). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.