Kvinde skal til krisepsykolog efter et brag

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Korsor.News – Borger mener, at hun var tæt på at blive ramt af skud i Korsør. Politiet mener, at der er tale om kanonslag.

Fredag aften kl. 22.49 fik politiet en anmeldelse fra en kvinde i Korsør, der havde set en mørk bil køre forbi på Teilmanns Alle i Korsør Sydby flere gange. Bilen bremsede op, så lød der et brag og så fortsatte bilen, standsede igen, hvorefter der lød endnu et brag. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Var tæt på at blive ramt, skriver hun på Facebook

Kvinden blev meget forskrækket ved episoden, og tilkaldte derfor politiet. Politiets patrulje undersøgte herefter området, men kunne ikke finde den mørke bil.

Betjentene kunne heller ikke finde tegn på, at der var affyret skud. Der blev derimod fundet nogle papstykker, som tilsyneladende kommer fra nogle afskudte kanonslag.

Kvinden oplyser i Facebook-gruppen KORSØR “Lige nu”, at hun var tæt på at blive ramt, hvilket hun har bekræftet overfor Sjællandske.

»Jeg er ikke i tvivl overhovedet: Det var skud, og der kom flere,« siger hun til mediet. Hun siger også, at hun vil kontakte en krisepsykolog.

Der er flere andre borgere i Korsør, som har hørt skud. Politiet råder alle borgere, der har set noget, til at kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Kim Matthai Leland / Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.