Købmand Jørgen Nordtorp kåret som FGU-ambassadør

Artiklen er opdateret for 7 måneder siden.

Korsor.News – »Jørgen Nordtorp og teamet tror på, at alle unge er gode til noget og giver dem gerne en chance for at afprøve detailbranchen gennem praktik i Rema 1000. Rema 1000 Skovvej i Korsør udviser socialt og lokalt ansvar og løfter opgaven med at få unge ledige i gang med uddannelse eller beskæftigelse,« lød det fra borgmesteren.

Købmand Jørgen Nordtorp fra Rema 1000 på Skovvejen i Korsør Sydby blev udnævnt til årets FGU-ambassadør af borgmester Knud Vincents (V) i forbindelse med SUK-Festival 2023 (Sjællands største uddannelses- og karrierefestival). Det skriver FGU på Facebook.

Skal gribe nye muligheder og udfordre vanetænkning

Årets titel som FGU-ambassadør gik til købmand Jørgen Nordtorp fra Rema 1000 på Skovvejen i Korsør for at udvise socialt og lokalt ansvar og at løfte opgaven med at få unge ledige i gang med uddannelse eller beskæftigelse.

»Tusinde tak for den store ære det er for mig at få lov at afsløre årets FGU-ambassadør i Slagelse Kommune. Muligheden for at tage en FGU er for mange unge en hovedvej til at finde deres retning i uddannelse og beskæftigelse. Derfor er det også oplagt, at vi har SUK-Festival som bagtæppe for udnævnelsen,« sagde borgmester Knud Vincents (V) og fortsatte:

»Vi har et fantastisk og stærkt samarbejde mellem FGU og kommunen hér i Slagelse. Helt afgørende betydning for det fælles arbejde om vores unge. For samarbejde skaber muligheder for udvikling i fællesskab. Hele tanken om SUK-Festival bygger netop på en grundidé om udvikling og styrkelse af fællesskaber og samarbejde.«

»Vi skal turde gå nye veje – gribe nye muligheder – udfordre vanetænkning. Finde nye veje. Den forberedende grunduddannelse er netop en anden vej til uddannelse. En vej, der både indebærer praktiske opgaver og klassiske almene fag. Det er også så vigtigt, at vores virksomheder støtter op om og aktivt går ind i arbejdet med FGU-elever. For de kan vise dem hverdagen i virkeligheden og give tryghed, mod og blod på tanden,« lød det fra borgmesteren.

»Rema 1000 tror på, at alle unge er gode til noget«

Herefter blev årets FGU-ambassadør udnævnt, og det blev købmand Jørgen Nordtorp fra Rema 1000 på Skovvej i Korsør Sydby med følgende begrundelse:

»Jørgen Nordtorp og teamet tror på, at alle unge er gode til noget og giver dem gerne en chance for at afprøve detailbranchen gennem praktik i Rema 1000. Rema 1000 Skovvej i Korsør udviser socialt og lokalt ansvar og løfter opgaven med at få unge ledige i gang med uddannelse eller beskæftigelse,« forklarede borgmesteren og fortsatte:

»I REMA 1000 går de et ekstra skridt for de unge og støtter op om at lære dem vigtigheden af mødestabilitet, samarbejde, kommunikation og fremtoning samt andre vigtige personlige kompetencer for at blive godt klædt på til job i detailbranchen – men selvfølgelig også kassebetjening, opsætning af vare med mere.«

»Jørgen og resten af teamet involverer sig i de unge – de er ikke ligeglade. Her er der forståelse for, at ting indimellem kan være svære – at man kan kvaje sig – men så prøver vi igen! Stor tak for jeres store arbejde for og med vores unge – I har fortjent titlen,« sluttede Knud Vincents.

Øverst: Borgmester Knud Vincents (V), købmand Jørgen Nordtorp fra Rema 1000 i Korsør og FGU-elev Anders Holmegaard Andersen, der nu er ansat hos Rema 1000 i Korsør. (Foto: FGU Korsør). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/cu56