Fire brugsforeninger overtager SuperBrugsen i Korsør

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Korsor.News – Korsør Detail overtager SuperBrugsen i Korsør. Nu skal der investeres, og slagter- og delikatesseafdelingerne skal udvikles.

Fire selvstændige brugsforeninger danner nyt selskab, Korsør Detail A/S, og overtager SuperBrugsen i Korsør fra Coop. De skriver Coop Danmark i en pressemeddelelse.

Kriseramte butikker bliver blomstrende og fremgangsrige

De selvstændige brugsforeninger i Asnæs, Fredensborg, Sorø og Store Heddinge er gået sammen og overtager SuperBrugsen i Korsør fra Coop den 1. maj 2019. De har dannet selskabet Korsør Detail A/S, der fremover skal drive butikken.

Samme model er brugt med succes en række andre steder, som for eksempel i Sorø og Store Heddinge, hvor kriseramte butikker blev forvandlet til blomstrende og fremgangsrige forretninger.

»Vi tror, at vi med vores fælles erfaringer kan være med til at udvikle butikken i Korsør, så den bliver endnu mere attraktiv for kunderne,« siger direktør Steen Bjerre Hansen, direktør for Korsør Detail A/S og uddeler i SuperBrugsen i Store Heddinge.

I forbindelse med overtagelsen tiltræder uddeler Frank Pedersen som ny leder af butikken. Han kommer fra en tilsvarende stilling i SuperBrugsen Ubby. Direktør Leo Cordua fra Sorø Detail A/S er udpeget som formand for Korsør Detail A/S.

Vil investere og udvikle slagter- og delikatesseafdelingerne

Konkurrencen i Korsør er meget hård med mange butikker, herunder en række discountbutikker.

»Vi vil investere i butikken, og ikke mindst udvikle slagter- og delikatesseafdelingerne, så kunderne får noget i SuperBrugsen, som de ikke kan få hos konkurrenterne i Korsør,« siger Steen Bjerre Hansen.

»Det er meget positivt, at dygtige og visionære brugsforeninger på denne måde går ind og tager ansvar, som sikrer butikkens fremtid og giver kunderne endnu bedre oplevelser. Og som forhåbentlig også er en god investering for de selvstændige foreninger,« siger kædedirektør i SuperBrugsen, Jesper K. Andersen.

Øverst: SuperBrugsen i Korsør. (Foto: Google Earth Pro). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.