Fiberproblemer, fupmager og tyveri

Artiklen er opdateret for 8 måneder siden.

Korsor.News – Pludseligt stod der en såkaldt “tekniker” fra et internetfirma i døren hos en beboer uden for Korsør. “Teknikeren” blev tilbudt en kop kaffe, og så var penge og smykker væk.

Fredag eftermiddag fik politiet en anmeldelse fra en beboer på Lille Egedevej sydøst for Korsør Sydby om en såkaldt fibertekniker. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Der havde været problemer med fiberboksen

Beboeren havde dagen forinden, altså torsdag, haft besøg af en såkaldt “tekniker” fra Waoo Fibernet, som skulle tjekke fiberboksen, der netop havde været vrøvl med. Den såkaldte tekniker fik tilbudt en kop kaffe, men skulle lige hente noget i sin varebil. Derpå forsvandt han. Det samme gjorde nogle kontanter og smykker, og derfor anmeldte beboeren tyveriet til politiet.

Tyven beskrives som: mand, cirka 30-35 år gammel og 175-180 centimeter høj. Han var almindelig af bygning, var brun i huden og havde sort, kort hår samt kort skæg. Han talte dansk og havde sort tøj og bukser med mange lommer på. Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har bemærket noget usædvanligt på Lille Egedevej i tidsrummet fra torsdag kl. 12.00-13.00. Ring til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/3a10