Kommunen afsætter 200.000 til idrætspartnerskaber

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – »Det er vigtigt, at børn bliver præsenteret for mange forskellige typer bevægelse og idrætsgrene, så de oplever glæden ved at bevæge sig i en tidlig alder. Det kan have stor betydning både for motorikken, indlæringen men også det sociale i at være en del af et hold eller lave noget i samspil med andre,« siger formanden for Børne- og Ungeudvalget.

Børne- og Ungeudvalget i Slagelse Kommune har netop afsat 200.000 kroner årligt til idrætspartnerskaber mellem de lokale foreninger og dagtilbuddene. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Børn inviteres til at blive en del af et aktivt foreningsliv

Idræt og bevægelse har stor betydning for børns udvikling. Derfor har Børne- og Ungeudvalget i Slagelse Kommune netop afsat 200.000 kroner årligt til idrætspartnerskaber mellem de lokale foreninger og dagtilbuddene.

Partnerskaberne er med til at bringe mere og anden bevægelse ind i dagtilbuddenes hverdag samtidig med at børnene inviteres til tidligt at blive en del af et aktivt foreningsliv.

Siden 2018 har Slagelse Kommune arbejdet målrettet med at skabe mere bevægelse i dagtilbuddene ved at lave idrætspartnerskaber på tværs af dagtilbud og idrætsforeninger.

Bevægelsesindsatsen betyder blandt andet, at medarbejdere fra dagtilbuddene har fået ny viden og inspiration til mere bevægelse og idræt i løbet af dagen. Samtidig har idrætsforeningerne lavet idrætsforløb i dagtilbuddene.

»Det er vigtigt, at børn bliver præsenteret for mange forskellige typer bevægelse og idrætsgrene, så de oplever glæden ved at bevæge sig i en tidlig alder. Det kan have stor betydning både for motorikken, indlæringen men også det sociale i at være en del af et hold eller lave noget i samspil med andre,« siger formanden for Børne- og Ungeudvalget, Helle Blak (SF).

Flere dagtilbud har efterlyst endnu mere bevægelse og idræt

Generelt har der været stor tilfredshed med idrætspartnerskaberne, som fra 2018-2020 primært har været målrettet førskolebørnene.

Flere dagtilbud har udtrykt, at de gerne vil have endnu mere bevægelse og idræt og meget gerne også for de yngre børn, som nu også bliver en del af tilbuddet.

»Partnerskaberne giver noget ekstra til vores og børnenes hverdag. Det giver både ny inspiration til andre typer af bevægelsesaktiviteter, som vi kan supplere med, og så bliver børnene udfordret motorisk på en ny måde, som selvfølgelig er med udgangspunkt i, at det skal være sjovt at bevæge sig,« siger Bettina Hansen der er leder af Sygehusets Børneinstitution i Slagelse.

Også idrætsforeningerne udtrykker stor glæde over samarbejdet og muligheden for at kunne udbrede deres idræt i dagtilbuddene. Flere foreninger har endda også oplevet øget medlemstilgang.

»Vi er rigtig glade for samarbejdet med daginstitutionerne. Det giver os en god mulighed for at komme ud og vise vores idræt, og vigtigheden af at bevæge sig og være sammen om en aktivitet. Selvom man måske ikke lige kan ramme en bold eller lave en god serv, så er idræt og bevægelse jo meget mere end det. Det vigtige er, at vi er sammen og har det sjovt, mens vi bevæger os,« siger Jeppe Knudsen ungdomsformand i Slagelse Badminton Klub.

Øverst: Badminton i Slagelse Kommune. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.