Slagelseaner fik brug for sine airbags

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – En teenager blev småforvirret i et kryds og standsede pludselig sin bil, men så kom en kvinde fra Slagelse kørende. Det medførte, at den unge kvinde fløjtede i grøften, mens slagelseaneren fik åbenbaret sine airbags.

Onsdag eftermiddag kl. 14.06 skete et uheld mellem to biler i krydset Gørlevvej/Hallenslevvej ved Gørlev Sjælland mellem Kalundborg og Slagelse.

Uheldet skete ved, at en 18-årig kvinde fra Sorø kørte frem i krydset, hvor hun stødte sammen med en 56-årig kvinde fra Slagelse. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Den unge kvinde nåede ikke ud af krydset

Den 18-årige kom kørende ad Hallenslevvej mod Gørlevvej, hvor hun så kørte frem for at svinge til højre. I krydset er der fuldt stop i den 18-åriges kørselsretning, men midt i svinget opstod der forvirring om, hvilken retning den 18-årige nu skulle køre.

Den 18-årige nåede ikke ud af krydset, før hun blev ramt af den 56-årige slagelseaners bil, mens den 18-årige holdt midt i krydset. Den 18-åriges bil blev skubbet ud i grøften som følge af sammenstødet.

Hverken den 18-årige eller hendes to jævnaldrende passagerer kom noget til, men bilen fik store skader.

Den 56-årige kvinde fra Slagelse slap også fra uheldet med knubs og en bil, der fik skader på fronten og udløste airbags.

Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet, og den 18-årige kan forvente at høre mere i sagen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.