En slagelseaner stillede på radioen og ramte en bil

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Slagelse.News – En slagelseaner kom kørende på Vestmotorvejen, men han ville lige stille på radioen. Så ramte han en jysk bilist. Derpå begyndte folk at kigge, og så ramte en bil en anden bil, som ramte en tredje bil.

Torsdag eftermiddag kl. 15.21 kørte en varebil op i en forankørende på Vestmotorvejen i vestlig retning ved Ringsted.

Uheldet skete, fordi føreren, som var en 20-årig mand fra Slagelse, var uopmærksom, mens han stillede på radioen. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Den forankørende bil bremsede på grund af kødannelse

Den forankørende bilist, som var en 41-årig kvinde fra Viborg, havde bremset op på grund af kødannelse længere fremme. Hun blev derpå ramt bagfra af slagelseaneren, der stillede på sin radio.

Uheldet skabte kø på motorvejen, så der blev sendt autohjælp og en skiltevogn til at borttransportere de forulykkede biler og hjælpe med at afvikle trafikken.

Der opstod kiggekøer på den modsatte side af motorvejen

Mens oprydningsarbejdet stod på, opstod der en såkaldt kiggekø på den modsatte side af motorvejen mod øst. Kl. 16.02 kom en anmeldelse om, at der nu var sket et nyt uheld i forbindelse med kiggekøen.

En 29-årig kvinde fra Køge var kommet kørende, da trafikken pludselig bremsede kraftigt ned. Hun nåede ikke at bremse, men påkørte en 49-årig mand fra Hårlev, så hans bil blev skubbet videre frem i en tredje personbil.

Ingen personer kom til skade ved nogen af ulykkerne, men bilerne blev beskadiget. Politiet registrerede begge uheld, som torsdag eftermiddag forårsagede kø på motorvejen i begge retninger.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.