En 16-årig blev kvæstet af sin egen traktor

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – En kvinde fandt en kvæstet 16-årig slagelseaner på en mark ved Kulby og Høng. Samtidig så to mænd en traktor med tromle køre på marken uden fører.

Lørdag kl. 08.27 slog en lokal 51-årig kvinde alarm, idet hun havde fundet en kvæstet, ung mand liggende på en mark. Kort efter denne anmeldelse havde to mænd, der kørte i bil ad Kulbyvej ved Kulby og Høng i Kalundborg Kommune, set en traktor med tilkoblet tromle køre langsomt og uden fører på marken.

Mændene havde derfor standset deres bil og løbet hen til traktoren, som blev standset. Ved at følge sporet bagud fik de på den modsatte side af en bakketop øje på kvinden, der stod afventede ved den kvæstede mand, der fik den fornødne førstehjælp.

Blev fløjet i helikopter til Rigshospitalets traumecenter

Ved ambulancens ankomst blev han tilset af ambulancepersonale, der afventede en lægehelikopters ankomst. I lægehelikopteren blev den kvæstede mand fløjet til Rigshospitalets traumecenter, hvor han fik konstatereret adskillige brud på sine ribben.

Politiets foreløbige efterforskning fik klarlagt, at den kvæstede var en 16-årig ung mand fra Slagelse, der havde været i gang med at tromle marken.

På et tidspunkt havde han formentlig været ude af traktoren for at fjerne en sten, men var formentlig under uheldige omstændigheder blevet kørt over af enten traktoren eller tromlen med kvæstelserne i brystet til følge.

Han havde kørekort til traktor og er uden for livsfare

Den 16-årige havde kørekort til traktor og blev senere på dagen meldt uden for livsfare under indlæggelsen på Rigshospitalet.

Den 16-årige er ikke afhørt til sagen, hvorfor politiet ikke kender de præcise omstændigheder i sagen, der behandles som en arbejdsulykke.

Øverst: Akuthelikopter fra Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning. (Foto: Niels Åge Skovbo / Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning). Note/Red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.