Først med salat og urter i 14 etager

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Nu kan du købe vertikalt dyrkede salater og krydderurter i føtex og Bilka. Der er tale om bæredygtige grøntsager, der kommer fra et plantehus på 14 etager i Taastrup, hvor de vokser uden brug af sprøjtegift.

Nu kan alle i Slagelse Kommune være blandt de første i Danmark til at prøve de nye, banebrydende salater og friske krydderurter fra en af verdens største vertikale farme, som ligger i Danmark.

Det sker, når Bilka Slagelse sætter de bæredygtige, danske grøntsager på hylderne i dag. Det oplyser Bilka i en pressemeddelelse. Det fremgår af en anden pressemeddelelse fra Salling Group, at produkterne lanceres i både føtex og Bilka.

LED-lys, ingen sprøjtegift og et minimalt vandforbrug

På Nordic Harvests vertikale farm i Taastrup vokser der grønne planter i 14 etager i et stort plantehus. Planterne vokser i vand, hvor der tilføres næringsstoffer og mineraler, og sollyset er erstattet af LED-lys. Det kan lyde som noget fra en fjern fremtid, men er virkelighed i dag.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nordic Harvests vertikale farm i Taastrup. (Foto: Salling Group).

Nu kan de bæredygtige salater og krydderurter, som Nordic Harvest producerer, købes i Bilka Slagelse og i
øvrigt også i føtex i Korsør.

Hele ideen med produktionen, der kaldes vertikal farming, er at producere grøntsager og frugt på en måde, hvor der tages mest muligt hensyn til klimaet.

Konkret betyder det også, at de nye salater og krydderurter i Bilka er fremstillet uden brug af sprøjtegifte, med et cirka 250 gange mindre vandforbrug og med en helt optimal arealudnyttelse, der minimerer miljøpåvirkningen.

»Vi er megastolte over at være first movers på noget så banebrydende. De nye produkter er så gode, at vi bekæmper madspild, fordi produkterne har god kvalitet i længere tid,« siger Casper Østergaard, der er varehuschef i Bilka Slagelse, og fortsætter:

»Det er noget, vi går meget op i her i Bilka Slagelse, og det er jo optimalt for vores kunder, der får en bedre oplevelse. Og så er det danskproducerede varer, der er produceret på en grøn måde.«

Prisen er den samme som tilsvarende økologiske varer

Lanceringen i Bilka Slagelse er en del af Danmarks største udrulning af bæredygtigt grønt, hvor Salling Group sætter salaten og de friske krydderurter fra Nordic Harvest på hylderne i samtlige føtex- og Bilka-butikker.

»Vi kunne ikke have fundet en bedre lanceringspartner. Vores fælles værdier omkring bæredygtig produktion og god smag har gjort, at vi har fra vores spæde start haft en fantastisk dialog og et godt samarbejde. Jeg glæder mig utroligt meget til at se, hvordan alle kommer til at tage imod vores produkter,« siger Anders Riemann, der er direktør i Nordic Harvest.

Priserne på Nordic Harvest-produkterne kommer til at ligge på samme niveau som tilsvarende økologiske varer. Det betyder, at for eksempel 15 gram frisk afskåret basilikum og 75 gram klar-til-brug-baby-salat vil koste cirka 18-20 kroner.

Alle produkterne fra Nordic Harvest leveres afskårne og i bokse, der ikke maser bladene og som samtidig let kan lukkes igen, hvis man ikke bruger det hele på en gang. Emballagen er lavet af 100 procent genanvendelig genbrugsplast.

Der er flere fordele vertikale farming såsom:

  • Planterne er friske og sprøde, da der går meget kort tid fra høst til de ligger ude i butikken. Samtidig vokser de i et helt rent miljø uden jordbakterier eller andet, så de bliver ikke skyllet og skal heller ikke vaskes inden brug. Det forlænger holdbarhed og friskhed.
  • Der bruges hverken sprøjtemidler eller udledes næringsstoffer eller andet spild ud i naturen. Der findes nemlig ingen skadedyr eller svampesporer i produktionen og planterne får præcis den næring, som de skal bruge, og resten recirkuleres hele tiden.
  • Fordi planterne ikke skal bruge kræfter på at hente vand og næringsstoffer op fra jorden eller kæmpe mod vind og vejr, så bruger de al deres energi på at vokse sig fulde af smag. Derfor vil produkterne være fyldt med smag og kraft, uanset hvilken tid på året man køber dem.
  • Hele produktionen hos Nordic Harvest får energi fra vindmøller, og da man også slipper for at importere grønt fra Sydeuropa om vinteren, sparer man altså kloden for meget CO2.
  • Sidst, men ikke mindst, så kan man producere langt mere på meget mindre areal. Det betyder, at man kunne bruge den overskydende landbrugsjord til at plante skove og få biodiversitet og naturen tilbage.

Øverst: Nordic Harvests vertikale farm i Taastrup. (Foto: Bilka). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.