50-årig taxikunde viste sin springkniv

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – En midaldrende mand fra Slagelse blev så gal, at han viste chaufføren en springkniv.

Fredag aften tilkaldte en taxichauffør politiet, da han følte sig truet af en vred kunde med en springkniv. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 50-årige truede taxichaufføren

Taxichaufføren havde haft en tur med en kunde i Slagelse, men undervejs blev kunden og chaufføren uenige om ruten. Derfor standsede chaufføren i Møntmestergade i midtbyen og bad kunden – en 50-årig mand fra Slagelse – om at forlade vognen. Det fik den 50-årige til at true chaufføren, og han understregede sit synspunkt ved at vise en springkniv.

Kort efter fandt politiet frem til den 50-årige, der blev anholdt kl. 22.54 og sigtet for trusler. Han havde springkniven på sig, og derfor blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven. Den anholdte blev afhørt på politistationen i Slagelse, inden han blev løsladt igen kl. 0.20.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.