Ny skatepark er på vej til Korsør

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Korsor.News – Den nye skatepark vil blive et attraktivt mødested for selvorganiserede grupper af børn, unge og voksne, som kan se frem til mange aktive timer på hjul såsom skateboard, løbehjul, løbecykler, rulleskøjter og BMX.

Den nye skatepark i Korsør vil blive et attraktivt mødested for selvorganiserede grupper af børn, unge og voksne, som kan se frem til mange aktive timer på hjul.

Byrådet godkendte i mandags en anlægsbevilling på 2.040.422 kroner til Korsør Ny Skatepark. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Skal være et attraktivt mødested for selvorganiserede grupper

Gennem de seneste 10 år har gadeidrætten udviklet sig markant. Tiden har desværre sat sine spor på den nuværende skatepark i Korsør fra 2006, så den er ikke længere attraktiv for de mange, som gerne vil dyrke gadeidrætten.

Nu har byrådet har godkendt en anlægsbevilling på 2.040.422 kroner til Korsør Ny Skatepark, som er finansieret af driftsmidler på fritidsområdet samt fondsdonationer.

Den nye skatepark vil blive et attraktivt mødested for selvorganiserede grupper af børn, unge og voksne, som kan se frem til mange aktive timer på hjul såsom skateboard, løbehjul, løbecykler, rulleskøjter, BMX med mere.

Området for Korsør Ny Skatepark er centralt placeret i Korsør/Halsskov tæt på motionsoase, bypark og handlemuligheder. Der er fem skoler, fem fritidsklubber og otte dagtilbud i nærheden. Området er nemt at tilgå med offentlige transportmuligheder. Læs mere: Korsør Ny Skatepark (pdf).

Gadeidrættens mange forskellige idrætsgrene formår at samle udøvere på tværs af alle aldre til en lang række sjove og fysiske aktiviteter under åben himmel, når tiden og lysten melder sig.

Ifølge undersøgelsen af idrætsvaner i Slagelse Kommune er der flere børn og unge, som bevæger sig på egen hånd, og de er tiltrukket af blandt andet skateboard og løbehjul.

Derfor har Byrådet netop besluttet, at den kommende skatepark, som har været på tegnebrættet et stykke tid, nu bliver en realitet.

75 procent af borgerne skal være fysisk aktive på egen hånd

»Korsør Ny Skatepark vil bidrage positivt til vores vision i idrætspolitikken om, at flere skal have et aktivt fritidsliv, og 75 procent af borgerne skal være fysisk aktive på egen hånd,« siger Anders Nielsen (S), der er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, og fortsætter:

»For at nå den målsætning kræver det også at vi har attraktive faciliteter for de mange, som gerne vil træne på egen hånd og i det fri. Derfor ser vi i Kultur- og Fritidsudvalget meget frem til at skateparken bliver en realitet, så både børn, unge og voksne i fællesskab kan dyrke idræt i naturen og i uforpligtende rammer.«

Området for Korsør Ny Skatepark er centralt placeret i Korsør/Halsskov. (Foto: Slagelse Kommune).

Den nye skatepark skal overtage den nuværende skateparks plads, tæt på motionsområdet Dansebuen, som i forvejen er hjemsted for forskellige fysiske aktiviteter.

»Jeg gælder mig vildt meget til at tage den nye skatepark i brug«

At parken nu bliver en realitet, skyldes i høj grad lokale initiativtagere og ikke mindst ildsjælen Thomas Zielinski fra foreningen Korsør Skatepark, der i 2017 tog initiativet til projektet om at opføre en ny skatepark.

»Jeg er pavestolt og glad i dette øjeblik. Siger man A, må man også sige B,« siger Thomas Zielinski fra foreningen Korsør Skatepark og fortsætter:

»Det beviser, at med jernvilje, gå-på-mod, passion, tålmodighed og samarbejde kan man opnå store bedrifter i Korsør og ikke mindst Slagelse Kommune som frivillig ildsjæl. Jeg gælder mig vildt meget til at tage den nye skatepark i brug.«

Etableringen af skateparken forventes påbegyndt i år.

Øverst: Den nuværende skatepark. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.