Kraftig blæst fører til for mange ulykker på Storebæltsbroen

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Korsor.News – 65 gange har Storebæltsbroen været lukket på grund af uheld med vindfølsomme køretøjer. Nu skal en efterårskampagne skal nedbringe antallet af uheld.

65 gange er køretøjer væltet på grund af kraftig blæst siden Storebæltsbroens åbning. Det har skabt trafikalt farlige situationer og lange køer.

Derfor sætter Sund & Bælt og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fokus på kørsel over Storebæltsbroen i blæsevejr med en kampagne, der skal styrke sikkerheden. Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Nu kommer blæsten. Tænk dig om, før du bliver grebet af den

Nu kommer blæsten. Sådan lyder den første linje i Sund & Bælts nye kampagne. Efteråret og vinteren er særlig kendt for blæsevejr, og med det følger risikoen for kraftig vind og storme på de store broer.

En række uheld med væltede vindfølsomme køretøjer de seneste to år har betydet, at broen måtte lukke for al biltrafik i længere perioder. Senest væltede en lastbil i januar og lukkede broen for al biltrafik i mere end 3 timer. Det betød lange køer og frustrerede kunder.

Derfor ønsker Sund & Bælt med kampagnen “Nu kommer blæsten. Tænk dig om, før du bliver grebet af den på Storebælt” at informere trafikanter om, hvornår det er sikkert at køre over Storebæltsbroen i kraftig blæst.

»Målet med kampagnen er at nedbringe antallet af uheld på broen, forårsaget af vind. Det håber vi at gøre ved at gøre trafikanterne klogere på, hvad et vindfølsomt køretøj er, og hvor det er, vinden kan gøre det særligt farligt at passere Storebæltsbroen, når det blæser,« forklarer Kim Agersø Nielsen, der er teknisk chef for konstruktioner og anlæg i Sund & Bælt.

(Grafik: Sund & Bælt).

Kampagnen møder stor opbakning fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som – hver gang et vindfølsomt køretøj vælter på broen – må ud og afhjælpe situationen:

»Det er ikke alle, der ved, om deres køretøj er vindfølsomt eller ej. En lastbil kan for eksempel veje ti ton uden last, men alligevel være vindfølsom. Så en lastbilchauffør må ikke automatisk gå ud fra, at han kan køre over broen, hvis det blæser,« fortæller Tom Trude, der er linjechef for Beredskabet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og fortsætter:

»Kampagnen skal være med til at klæde trafikanterne bedre på til at kunne vurdere, om det er forsvarligt at køre over eller ej. Beslutningen er i sidste ende førerens eget ansvar.«

Dyrt og farligt, når køretøjerne vælter og lukker broen

Efter flere episoder med væltede vindfølsomme køretøjer, ønsker Sund & Bælt med kampagnen både at højne sikkerheden og sikre, at broen altid er åbne for de mange tusind trafikanter, der dagligt bruger broen.

»Når køretøjerne vælter, opstår der en farlig situation, hvor andre trafikanter også kan komme i fare. Samtidig må flere tusind trafikanter holde i kø for at komme over broen, og det er dyrt – både for samfundet og erhvervslivet. Derfor sætter vi fokus på området,« slutter Kim Agersø Nielsen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Sund & Bælt). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.