Gør kørsel over Storebæltsbroen gratis

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Korsor.News – For at stimulere forbruget foreslår Dansk Erhverv at gøre kørsel over Storebæltsbroen gratis om sommeren i 2020 og 2021.

Dansk Erhverv har syv konkrete forslag til at stimulere forbruget og dermed sætte gang i økonomien der, hvor behovet er størst.

Det ene forslag er gratis kørsel over Storebæltsbroen i sommermånederne i 2020 og 2021. Det skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Vil genstarte efterspørgsel og stimulere forbruget

Dansk erhvervsliv har blødt og bløder fortsat som følge af coronakrisen. Særligt serviceerhvervene er hårdt ramt.

Derfor foreslår Dansk Erhverv syv tiltag, der kan bidrage til at genstarte den indenlandske efterspørgsel og stimulere de brancher, som er særligt hårdt ramt.

»Hele erhvervslivet er benhårdt ramt af coronakrisen. Nu er vi i gang med en gradvis genåbning af Danmark. Her er der brug for at sætte flere sejl til, så vi kan få sikret noget hurtigt virkende medvind til dansk erhvervsliv,« siger Brian Mikkelsen, der er adm. direktør i Dansk Erhverv, og fortsætter:

»Vi skal have stimuleret forbruget til gavn for dansk erhvervsliv, som igen betyder, at langt flere danskere hurtigere kan komme tilbage i arbejde. Derfor kommer vi nu med syv helt konkrete forslag.«

»Det handler om, at vi skal sætte gang i hjulene hurtigt«

Dansk Erhverv foreslår blandt andet udbetaling af indefrosne feriepenge, forbedring af boligjobordningen, gratis sommerkørsel over Storebæltsbroen, afgiftslettelser og fremrykning af offentlige indkøb.

»Det handler om, at vi skal sætte gang i hjulene hurtigt. Vi har set en række andre forslag til at sætte hjulene i gang, men nogle af dem er ikke helt så hurtigtvirkende, som der er brug for. Vi har målrettet vores forslag, så de stimulerer de brancher, som er hårdest ramt, også i forhold til ledighed,« siger Brian Mikkelsen og fortsætter:

»Det er turisme, oplevelse, rådgivning og så de private sundhedsaktører. Tager vi for eksempel forslaget om at gøre det gratis at køre over Storebæltsbroen og at tage færgen til danske småøer i sommermånederne, så betyder et hurtigtvirkende og yderst tiltrængt boost til dansk turisme. For vi er nede i hul, og det kommer til at kræve et ekstra hårdt tryk på speederen at få os op af det hul igen.«

Brian Mikkelsen peger endvidere på forslaget om at fordoble boligjobordningens maksimumbeløb fra cirka 19.000 kroner til 40.000 kroner pr. år.

Samtidig bør ordningens udvides, så man også kan få fradrag for ophold i feriehuse, hoteller, camping, koncerter, sportsbegivenheder, forlystelsesparker og restaurantbesøg med videre.

Gratis kørsel over broen om sommeren i 2020 og 2021

For at stimulere forbruget i hele landet foreslår Dansk Erhverv at gøre kørsel over Storebæltsbroen gratis for alle i sommermånederne (fra den 1. juni til den 31. august) i 2020 og 2021.

Samtidig skal man gøre det gratis at bruge færgeoverfarterne til de danske småøer i sommermånederne (fra den 1. juni til den 31. august) i 2020 og 2021.

Det vil øge mobiliteten og turismen på tværs af Danmark og samtidig vil det være en håndsrækning til et trængt transporterhverv.

Dansk Erhvervs syv forslag:

  1. De indefrosne feriepenge skal udbetales
  2. Forbedret Boligjob-ordning for at øge den indenlandske turisme
  3. Besøg hele Danmark med gratis kørsel på Storebæltsbroen og gratis færger til småøer
  4. Fuld momsafløftning for virksomheders restaurantbesøg
  5. Hurtigere igennem sundhedspuklen
  6. Afgiftslettelser
  7. Bedre offentlig-privat samarbejde og højere forbrug.

Læs også: Vi skal have gang i forbruget (danskerhverv.dk) (pdf).

Øverst: Storebælsbroen. (Foto: Sund & Bælt). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.