Filmende narkobilist forsøgte at stikke af

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Korsor.News – En narkobilist uden kørekort i Korsør filmede politiet med sin mobiltelefon og forsøgte at løbe væk fra sin lånte bil.

Onsdag aften kl. 20.00 standsede politiet en bilist på Egersundvej tæt på Motalavej på Halsskov i Korsør, men da hans bil holdt stille, sprang han ud af bilen og stak i løb. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Filmede politiet gennem bagruden af bilen

Han blev dog hurtigt indhentet og anholdt. Det viste sig, at han dels ikke havde noget kørekort, og dels viste en narkotest, at han var påvirket af cannabis. Desuden havde han filmet politiet med sin mobiltelefon gennem bagruden af bilen, og han havde kørt venstre om et helleanlæg.

Derfor blev han sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, for at bruge sin mobiltelefon under kørslen, for at køre venstre om et helleanlæg og endelig også for ikke at have rettet sig efter politiets anvisninger.

Det var en 21-årig mand fra Korsør, og efter at der var taget en blodprøve, blev han løsladt igen kl. 21.14. Ejeren af den bil, han havde kørt i – en 46-årig mand fra Korsør – blev efterfølgende sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.