Tal og andre fakta

Slagelse Kommune er en halvstor kommune på Sydvestsjælland i Region Sjælland med snart 80.000 indbyggere, og kommunen er sammenlægning af Skælskør, Korsør, Slagelse og Hashøj kommuner.

Slagelse Provsti dækker hele Slagelse Kommune, og provstiet er en sammenlægning af Slagelse, Korsør og Skælskør provstier.

Det gamle Skælskør Provsti bestod af Skælskør og Hashøj kommuner. Provstiet varetager grundregistreringer såsom fødselsregistrering, navngivning og dødsregistrering.

Slagelse Kommune består af tre købstæder, ni mindre lokalbyer og omkring 100 landsbyer samt to beboede øer (tre med Sprogø). Og hele kommunen rækker over 570,10 km² og ligger knap 90 kilometer fra København.

Kommunen består blandt andet af tre købstæder, som er:

  • Slagelse By (Midtbyen, Nordbyen, Østbyen, Sydbyen og Vestbyen), som er på vej til at have 35.000 indbyggere.
  • Korsør By (Sydbyen og Halskov), der har knap 15.000 indbyggere.
  • Skælskør By med sine næsten 7.000 indbyggere.

Kommunen ligger centralt på Sjælland med adgang til mere end 900.000 arbejdspladser inden for 1 times kørsel i bil eller tog. Det tager 1 time at komme til København og 30 minutter at komme til Odense med InterCitytog.

Inden for Slagelse Kommune er der direkte buslinjer fra Korsør, Skælskør og de fleste mindre byer og landsbyer til Slagelse. Desuden er der busser fra Skælskør og Slagelse mod Næstved og fra Slagelse mod Kalundborg.

Slagelse Kommune har udgivet tilflyttermagasinet, Slagelse.nu➚, hvor du også kan finde en masse spændende oplysninger om kommunen. Du kan blandt andet finde: “127 gode grunde til at flytte til Slagelse Kommune”. Dertil kommer en række tidligere e-magasiner fra 2013 til 2014 med forskellige emner.

(Foto: John Evans / Freeimages).