Følg din bus på et livekort på telefonen

Zand.News – »Når man står ved stoppestedet, vil man bare gerne vide, hvor bussen er, og hvornår den kommer,« lyder det fra Movia.

Buster giver dig overblikket over busser og lokaltog direkte på mobilen og på farten. Movia lancerer Buster, som gør det nemt at følge bussen og lokaltoget på et livekort på telefonen. Buster er et supplement til nedtællingsskærme og informationstavlerne på stoppestederne. Det skriver Movia i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Trafikselskabet Movia lancerer en ny digital tjeneste kaldet Buster, som giver buspassagerer på Sjælland mulighed for at følge deres bus eller lokaltog på et livekort direkte på mobiltelefonen. Ved at scanne en QR-kode på stoppestedet kan man se køretøjets præcise placering og ankomsttid uden at skulle oprette en brugerprofil. Tjenesten fungerer som et supplement til de fysiske køreplaner og digitale nedtællingsskærme, hvilket især gavner passagerer ved de mange stoppesteder, der mangler elektroniske infotavler. Målet med tiltaget er at skabe større gennemskuelighed og tryghed i ventetiden samt at lette den daglige rejseplanlægning for kunderne.

Trafikinformation er vigtigt for buspassagerer

Med Buster er det nu endnu nemmere at rejse med bus og lokaltog. Ved at scanne en QR-kode på stoppestedet kan man se på et kort, hvor bussen er lige nu. Løsningen gør det lettere at planlægge rejsen og skaber mere ro i ventetiden.

»Trafikinformation er vigtigt for vores passagerer – og et stort fokus for Movia. Vi ved fra vores kundeundersøgelser, hvor vigtigt det er at kunne regne med bussen og få opdateret information. Når man står ved stoppestedet, vil man bare gerne vide, hvor bussen er, og hvornår den kommer. Med Buster giver vi kunderne et enkelt overblik med live-placering af bussen, der gør ventetiden mere tryg og forudsigelig,« fortæller Kenneth Gøtterup (KF), der er bestyrelsesformand i Movia og borgmester i Dragør.

Ekstra information ude på stoppestederne

Buster er et supplement til de almindelige køreplaner, som fortsat vil være at finde på stoppestederne. Movia har omkring 13.000 stoppesteder, og ikke alle har skærme med nedtælling til næste bus. Nedtællingen er en prognose for, hvornår bussen ankommer, men med Buster får passagererne på hele Sjælland og øerne muligheden for at se, præcis hvor deres bus er lige nu, og hvornår den er fremme ved stoppestedet.

»Vores opgave er at få hverdagen til at glide«

Buster er udviklet, så det er enkelt at bruge. Når man scanner QR-koden på stoppestedet, behøver passagererne hverken at oprette sig eller dele deres lokation. Buster kender stoppestedets placering og giver information om de næste busser med det samme.

Med lanceringen af Buster forbedrer Movia trafikinformationen for vores passagerer. Tiltaget er en del af Movias arbejde med at gøre den kollektive trafik mere gennemskuelig og understøtte en tryg rejseoplevelse for alle kunder.

»Vores opgave er at få hverdagen til at glide. Buster er et konkret eksempel på, hvordan vi gør det lettere at være kunde – med løsninger, der virker dér, hvor behovet er,« fortæller Stine Sander, der er direktør for kunder og kommunikation i Movia, og fortsætter:

»I de kommende uger vil vi med en informationskampagne fortælle passagerne i busserne og Lokaltog om den nye måde at få bedre trafikinformation på, og vi håber at mange passagerer vil blive glade for det nye tiltag.«

Fakta om Buster og download på telefonen

  • Buster er Movias nye digitale trafikinformation, der kan tilgås direkte ved stoppestedet, når man scanner QR-koden på stoppestedstavlen.
  • Hvis du er iPhone-bruger, åbner Buster som en mini-hjemmeside, som virker med det samme.
  • Hvis du er Android-bruger, vil du blive tilbudt at hente Buster på telefonen.
  • Buster viser både Movias busser og lokaltog på et livekort og giver overblik over afgangstider, forsinkelser og ændringer.
  • På alle Movias stoppesteder vil der fortsat være fysiske køreplaner – Buster er et supplement til disse.

Øverst: Scan QR-koden på stoppestedet og se din bus på et livekort. (Foto: Movia). PM/roke/anne.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen: https://www.slagelse.info/etqg