Regionen udbygger regional bus- og banebetjening

Zand.News – »Jeg er rigtig glad for, at vi kan holde fast i den kollektive trafik, som så mange er afhængige af – og samtidig udbygge og gøre den endnu bedre. For mange er busser og tog den daglige vej til uddannelse, arbejde og fritid, og det er med til at binde vores byer sammen,« siger regionsrådsformanden i Region Sjælland.

Flere afgange, kortere rejsetid og bedre forbindelser til uddannelse og arbejde bliver virkelighed for borgerne i Region Sjælland, herunder i Slagelse såsom buslinjerne 420 (Slagelse – Holbæk) og 460R (Slagelse – Ringsted). Regionsrådet har netop vedtaget trafikplanen for 2026, som fastholder den nuværende bus- og togtrafik og samtidig tilføjer en række forbedringer. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Region Sjælland har vedtaget en ny trafikplan for 2026, der giver bedre offentlig transport. Det betyder flere afgange og kortere rejsetid til arbejde og uddannelse. Her i Slagelse får buslinje 420 (Slagelse-Holbæk) oftere afgange om aftenen og i weekenden, så den kører hver time. Buslinje 460R (Slagelse-Ringsted) vil også køre tættere på byens uddannelser. Forbedringerne sker, selvom regionen har ekstra udgifter, og det er den sidste trafikplan, før Region Sjælland bliver en del af Region Østdanmark i 2027.

Forbedringer for passagerer flere steder i regionen

Regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) glæder sig over, at trafikbetjeningen både kan fastholdes og udbygges:

»Jeg er rigtig glad for, at vi kan holde fast i den kollektive trafik, som så mange er afhængige af – og samtidig udbygge og gøre den endnu bedre. For mange er busser og tog den daglige vej til uddannelse, arbejde og fritid, og det er med til at binde vores byer sammen. Det betyder også, at folk i de mindre byer stadig har gode muligheder for at komme ind til de større byer. Det er helt afgørende for, at vores region kan udvikle sig og være et attraktivt sted at bo,« siger regionsrådsformanden i Region Sjælland.

I 2026 bliver det nemmere og mere fleksibelt at komme rundt med bus og tog i Region Sjælland. Flere afgange, kortere rejsetid og bedre forbindelser til uddannelsessteder betyder, at hverdagen bliver lettere for pendlere, studerende og familier. Det giver mere frihed til at planlægge dagen og bedre muligheder for at bo i mindre byer uden at miste kontakten til de større byer. Selvom regionen står over for ekstraudgifter til nyt rejsekortsystem og øgede CO2-afgifter, er der fundet plads til en række forbedringer, der gør den kollektive trafik mere attraktiv:

  • Buslinje 420 (Slagelse – Holbæk) får flere afgange om aftenen og i weekenden, så der bliver timesdrift i stedet for to-timers drift. Alle ture vil køre via Dianalund, hvilket giver bedre muligheder – især for unge, der pendler til uddannelse i Slagelse eller Holbæk. Forbedringen sker i samarbejde med Sorø Kommune, som bidrager til finansieringen.
  • Buslinje 102A (Køge – Præstø) får permanentgjort sin omlægning, der har reduceret rejsetiden til København med op til 23 minutter og øget passagertallet med 12 procent.
  • Buslinje 620R (Næstved – Præstø) får ændret rute, så den betjener uddannelsesinstitutioner og kasernen bedre. Det forventes at øge passagertallet med 30 procent.
  • Østbanen får fra december 2026 en ny og forbedret køreplan, der giver mere fleksibilitet for togpendlere.

Sidste trafikbestilling fra Region Sjælland peger fremad

Fra 1. januar 2027 bliver Region Sjælland og Region Hovedstaden samlet til Region Østdanmark. Den næste trafikbestilling i 2026 vil derfor ske samlet for den nye Region Østdanmark og omfatte alle regionale buslinjer og lokalbaner i begge regioner – herunder også R-nettet der med hurtige buslinjer med halvtimesdrift har gjort den kollektive trafik mere attraktiv.

Regionsrådsmedlem Christian Wedell-Neergaard (KF), der er formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde, gør status inden dannelsen af den nye Region Østdanmark:

»Vi har i de seneste år styrket og udbygget den regionale kollektive trafikbetjening. Det lige fra indkøbet af 24 nye batteritog til opgradering af en række buslinjer til det attraktive R-net med halvtimesdrift og til forsøg med nye mobilitetsløsninger til de mere tyndt befolkede områder. Der er sket helt utroligt meget, og jeg synes egentligt, vi har gjort det godt, og at vi i Region Sjælland står et godt sted, inden vi går ind i den nye Region Østdanmark,« fortæller Christian Wedell-Neergaard.

I foråret 2025 vedtog Region Sjælland Trafikplan 2025 og arbejder med en langsigtet økonomisk plan for kollektiv trafik, som overleveres til den kommende region. Som led i dette arbejde har Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde den 21. oktober afsat 8 millioner kroner til nye forsøg, herunder:

  • 2-årigt forsøg med timesdrift alle dage på buslinje 540 (Holbæk – Ringsted).
  • Forlængelse af buslinjerne 460R (Slagelse – Ringsted) og 420 (Slagelse – Holbæk), så de mere direkte betjener uddannelsesstederne.

Samt godkendt forsøg med natbetjening på Odsherredsbanen og Østbanen, i første omgang med busser langs de to lokalbaner fra sommeren 2026. Busserne erstattes senere med tog. Derudover permanentgøres opgraderingen af buslinjerne 240 (Ringsted – Roskilde) og 680 (Næstved – Ringsted) til R-busser med flere afgange.

Øverst: Arkivfoto fra Slagelse Busstation. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/mjcn