Regionen og Falck deles om ambulancer

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – Region Sjælland hjemtager en del af ambulancedriften, mens Falck fortsat skal stå for den anden del de to delområder i Holbæk og Slagelse.

I fremtidens ambulancetjeneste kommer Region Sjælland til at hjemtage en del af driften, mens Falck Danmark A/S skal stå for den anden del.

Det har et bredt flertal i Regionsrådet netop besluttet, efter regionens ambulancekørsel har været i EU-udbud, og det vil betyde øget nærhed og mulighed for udvikling af det præhospitale område. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Opdelingen får ingen betydning for borgerne

I forbindelse med udbuddet besluttede Regionsrådet at hjemtage en del af ambulancedriften, som derfor blev delt op i fire geografiske delområder.

Fra februar 2024 skal Falck køre ambulancerne i de to delområder i Holbæk og Slagelse, mens Region Sjælland selv skal stå for ambulancedriften i de to øvrige delområder i Køge og Nykøbing F.

Falcks to delområder består af:

  • Slagelse: Kalundborg, Gørlev, Dianalund, Korsør, Skælskør, Slagelse, Sorø og Næstved.
  • Holbæk: Roskilde, Jyllinge, Holbæk, Kr. Hyllinge, Nykøbing Sjælland, Asnæs og Jyderup.

Opdelingen mellem de fire delområder samt mellem Falck og regionens egen drift har ingen betydning for den akutte hjælp til borgeren.

Både Falcks og regionens ambulancer vil indgå i et samlet beredskab, hvor regionens AMK-Vagtcentral disponerer ambulancerne på tværs af områderne, så det altid er den bedst placerede ambulance, der bliver sendt til ulykkesstedet eller den akut syge patient.

»Med den nye ambulancetjeneste vil vi fra februar 2024 få endnu bedre kvalitet og en øget nærhed til borgeren. Der bliver etableret seks ekstra ambulancestationer i Region Sjælland og indsat mindst 10 ekstra ambulanceenheder. Der bliver dermed i samarbejde med Falck tale om et stærkt øget beredskab til gavn for borgerne i Region Sjælland,« siger regionsformand Heino Knudsen (S).

Fakta om ambulancekørsel og liggende patienttransport

  • De nuværende kontrakter med Falck Danmark A/S vedrørende levering af ambulancekørsel og liggende patienttransport udløber med udgangen af januar 2024 uden mulighed for at forlænge.
  • De nye kontrakter har en fleksibel løbetid – uden fast udløbsdato. Leverandør og Region Sjælland kan begge opsige kontrakten med 3 års varsel, dog tidligst til kontraktophør den 1. februar 2030.
  • Ambulanceberedskabet opdeles i fire geografisk bestemte delområder, der hver har udgangspunkt i regionens fire akutsygehuse i henholdsvis Holbæk, Slagelse, Køge og Nykøbing F.
  • Der vil fra 1. februar 2024 blive indsat 65 ambulanceberedskaber og 23 sygetransportenheder i Region Sjælland.
  • De fremtidige kontrakter giver desuden mulighed for at rekruttere flere nye ambulancebehandlerelever, nemlig med op til 8 procent om året målt i forhold til det samlede antal årsværk i ambulancetjenesten.
  • De to selskaber Falck Danmark A/S og PreMed A/S havde prækvalificeret sig til at give tilbud på ambulancedriften i Region Sjælland, ligesom Præhospitalt Center i Region Sjælland har udarbejdet kontrolberegning.

Udvikling af nye tiltag tættere på borgerne

Beslutningen om at hjemtage en del af opgaven med ambulancedriften blev taget for at være med til at skabe mere konkurrence på ambulanceområdet, så borgerne sikres den bedst mulige hjælp samt mest mulig sundhed for pengene.

Regionsrådet havde på forhånd også truffet beslutning om, at Region Sjælland selv skal stå for de paramedicinerbemandede akutbiler og bemandingen af akutlægebiler. I det hele taget er det ambitionen at udvikle nye tiltag på det præhospitale område, som rækker ud i borgerens eget hjem.

»Vi står overfor et vigtigt og spændende arbejde med at bygge vores egen driftsorganisation op. Det giver os en helt unik mulighed for at udvikle akutberedskabet og styrke de borgernære ydelser,« siger Heino Knudsen.

En del af det samlede sundhedsvæsen i regionen

Blandt andet er det planen, at ambulanceredderne skal udføre flere undersøgelser i borgernes hjem og være i dialog med sygehuslæger, praktiserende læger eller vagtlæger, om borgeren skal indlægges eller ej.

»Med de nye løsninger får vi et akutberedskab, der i endnu højere grad er en del af det samlede sundhedsvæsen. Der bliver øget fokus på videreuddannelse af ambulancemandskab, så flere behandlinger kan indledes i borgerens hjem eller på det akutte skadested. Det giver bedre muligheder for et efterfølgende godt helbredelsesforløb for den akut syge eller tilskadekomne patient,« siger Heino Knudsen.

Der begynder nu en stand-still periode på 10 dage. I denne periode har tilbudsgiverne mulighed for at gøre indsigelse overfor afgørelsen. Hvis det ikke sker, vil kontrakten blive underskrevet inden årets udgang.

Læs også: Falck vinder ambulanceudbud i Region Sjælland.

Øverst: Ambulance. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.