Zand.News – Region Sjællands ordning med borgerforslag fortsætter, men grænsen sænkes fra 5.000 til 100 borgere.
Fremover bliver det nemmere at få borgerforslag til politisk behandling. Regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) håber, at det vil få flere borgere på banen. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Det bliver nu langt nemmere for borgere i Region Sjælland at få deres forslag behandlet politisk. Regionsrådet har besluttet at sænke kravet for opbakning til et borgerforslag fra 5.000 til blot 100 personer. Målet er at styrke nærdemokratiet og få flere borgere til at engagere sig. Ordningen, som blev indført i 2024, har indtil videre ført til ni forslag – dog uden at nogen nåede regionsrådet. Med den nye grænse håber regionen, at flere borgere vil benytte muligheden for at få indflydelse gennem mitborgerforslag.dk.
Grænsen sænkes fra 5.000 helt ned til 100
Region Sjællands ordning med borgerforslag fortsætter, og fremover skal det være endnu nemmere for borgerne at få direkte indflydelse. Indtil nu har et forslag skullet have opbakning fra 5.000 borgere for at blive taget op til politisk behandling. Den grænse sættes nu ned til 100. Det besluttede Regionsrådet i aftes.
»Nærdemokratiet er vigtigt. Vi var den første region, der indførte borgerforslag, og nu sender vi et stærkt signal om, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil tættere på borgerne,« siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.
Der er fremsat ni forslag i løbet af første år
Region Sjællands ordning med borgerforslag åbnede i sommeren 2024, hvor alle regionens borgere over 18 år kan stille eller støtte borgerforslag. I løbet af ordningens første år er der blevet fremsat ni borgerforslag, hvoraf de to har været sat til afstemning på platformen. Ingen af forslagene opnåede tilstrækkelig støtte til at gå videre til Regionsrådet, men forslagene har givet politikerne en pejling af, hvilke temaer, der er vigtige for regionens borgere. Det viser en evaluering af ordningen, som Regionsrådet behandlede i går.
»Man kan diskutere om ni borgerforslag er mange eller få. Det vigtigste for mig er, at borgerne har fået en ekstra indgang til indflydelse. Og indtil nu kan vi i hvert fald se, at interessen er der. Nu sørger vi for, at der bliver kortere vej fra mitborgerforslag.dk til regionsrådets møder. Jeg håber, det giver flere borgere lyst til at stille borgerforslag,« siger Trine Birk Andersen.
Borgerforslag stilles på mitborgerforslag.dk. Alle, der bor i Region Sjælland og er fyldt 18 år, kan stille eller støtte et borgerforslag. Man skal verificere sig med MitID for at stille eller støtte forlag. Og hvis forslaget får 100 støtter på 180 dage, går det videre til politisk behandling
Øverst: Regionshuset i Sorø. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

