Zand.News – »Vi ser fortsat med stor alvor på disse “bankbudssager”. Forbrydelserne rammer oftest ældre samt svage og udsatte personer, men alle borgere kan reelt blive ramt af denne type kriminalitet,« lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
I august måned 2025 har flere gerningsmænd begået bedrageriforhold i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds. Da det endnu ikke er lykkedes politiet at identificere gerningsmændene, beder politiet offentligheden om hjælp til at finde personerne og dermed få sat en stopper for disse grove bedragerier. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Udgiver sig for at være banken eller en offentlig myndighed
Gerningsmændenes fremgangsmåde er i dette tilfælde at kontakte ældre borgere telefonisk og udgive sig for at være fra banken eller anden offentlig myndighed. Gerningsmændene advarer borgerne om, at nogen har hacket deres konto, eller at nogen er ved at overføre penge til udlandet. Gerningsmændene fortæller typisk, og at medarbejdere fra bank eller politi vil komme forbi for at hente ens kort, så forbrydelsen kan stoppes.
Efterfølgende møder gerningsmanden op på borgerens adresse og franarrer eller forsøger at franarre borgerens betalingskort og kode samt værdigenstande såsom smykker. Herefter kan gerningsmanden anvende betalingskortene til at hæve måske endda store kontantbeløb fra bankernes hæveautomater.
Gerningsmændene i denne efterlysning beskrives som:
- A: Mand, 20-25 år, dansk af udseende, cirka 170-180 centimer høj, spinkel til almindelig af bygning og iført sort kasket og sort langærmet trøje.
- B: Mand, 25-35 år, mellemøstlig af udseende, cirka 170-180 centimer høj, almindelig af bygning og iført sort kasket, sorte briller, sort polo/T-shirt, mørke shorts og mørke sko. Særlige kendetegn: Tatovering på venstre håndryg.
Hvis du kan hjælpe med at identificere gerningsmændene, eller hvis du har andre oplysninger i sagen, beder vi dig kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 1-1-4.
Forbrydelsen rammer ofte ældre, svage og udsatte borgere
»Vi ser fortsat med stor alvor på disse “bankbudssager”. Forbrydelserne rammer oftest ældre samt svage og udsatte personer, men alle borgere kan reelt blive ramt af denne type kriminalitet,« udtaler vicepolitiinspektør Martin Eise Eriksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og fortsætter:
»Husk – banker og offentlige myndigheder arbejder ikke på denne måde, og der vil aldrig blive sendt medarbejdere ud for at afhente borgeres betalingskort, ligesom de heller aldrig vil bede borgerne om at udlevere værdigenstande, koder eller for eksempel adgang til MitID. Det er derfor vigtigt, at hvis du bliver kontaktet af personer, der forsøger at få oplysninger om betalingskort og koder, skal du ikke udlevere noget som helst, læg røret på og kontakt politiet med det samme.


Øverst: Efterlysning. (Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

