Ny asfalt på motorvej Korsør-Vemmelev

Zand.News – Mandag den 23. marts 2026 går Vejdirektoratet i gang med at reparere asfalten på E20 Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev. Arbejdet kommer til at tage omkring halvanden uge og forventes afsluttet torsdag den 1. april.

Vejdirektoratet reparerer den slidte asfalt på E20 Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev fra den 23. marts til den 1. april 2026. Af hensyn til trafikanterne bliver arbejdet udført i aften- og nattetimerne. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI) og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Fra den 23. marts til 1. april udbedrer Vejdirektoratet den slidte asfalt på Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev. For at mindske generne for pendlere og bilister foregår arbejdet aften og nat mellem klokken 18 og 06, hvor trafikken samles i færre spor. Visse til- og frakørsler vil periodisk være spærret, og her kan du i stedet benytte ramperne ved Halskov eller Vemmelev. Om dagen er motorvejen åben som normalt, men der kan være nedsat hastighed på grund af manglende vejstriber. Reparationen skal i sidste ende sikre en mere jævn køreoplevelse på den ni kilometer lange strækning.

Asfalt er nedslidt og trænger til reparation

Mandag den 23. marts 2026 går Vejdirektoratet i gang med at reparere asfalten på E20 Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev, hvor den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til at blive repareret. Vejarbejdet bliver udført i begge retninger på den omkring ni kilometer lange strækning mellem Vemmelev og Korsør. Vejdirektoratet forventer, at arbejdet kommer til at tage omkring halvanden uge. Hvis alt går vel, og forårsvejret ikke volder problemer, er reparationsarbejdet færdigt torsdag den 1. april.

Sådan foregår vejarbejdet på motorvejen

Arbejdet starter med, at den nuværende beskadigede asfalt bliver affræset, så man kan komme ned til den underliggende belægning og reparere den. Når det er gjort, kan den nye asfalt rulles ud. Til slut bliver der påført nye vejstriber. Resultatet bliver en bedre køreoplevelse for trafikanterne, der kan se frem til en mere jævn kørebane.

Særlig forhold i weekender og klokken 18-06

Vejarbejdet bliver udført på hverdage samt weekender mellem klokken 18.00 og 06.00 næste morgen. Arbejdet finder sted i aften- og nattetimerne, så det er til mindst mulig gene for trafikanterne. Når der arbejdes på strækningen, vil trafikken blive ledt over i de modsatrettede vejbaner, så der er én åben vejbane i begge køreretninger.

Når der ikke bliver arbejdet, er der åbent for trafikken i fuldt omfang. Dog kan man blive nødt til at køre på strækninger uden afstribning, hvor der derfor vil være skiltet med nedsat hastighed.

Til- og frakørselsramper ved Korsør og Tjæreby vil i perioder være spærrede. Benyt alternativt til- og frakørsel 43 Halskov eller 40b Vemmelev. Vejdirektoratet gør endvidere opmærksom på, at vejarbejdet indebærer en øget risiko for kødannelser, ligesom vanskelige vejrforhold kan gøre det nødvendigt at udskyde arbejdet.

Øverst: Trafikanterne kan se frem til en bedre køreoplevelse, når arbejdet er afsluttet. (Foto: Vejdirektoratet). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen: https://www.slagelse.info/pz1a