Zand.News – Ny analyse bekræfter, at den ønskede motorvej (Den Sjællandske Tværforbindelse) mellem Næstved, Slagelse og Kalundborg vil få en samfundsøkonomisk værdi på 1,4 milliarder kroner.
Region Sjælland har i samarbejde med Næstved, Slagelse og Kalundborg kommuner fået udført en samfundsøkonomisk analyse og kortlagt gevinsterne for borgerne ved anlæg af den Sjællandske Tværforbindelse – en motorvejsforbindelse mellem de tre byer. Hovedresultatet er, at den Sjællandske Tværforbindelse har en positiv samfundsøkonomisk værdi. Tiden er inde til at komme videre med etableringen. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): En ny analyse viser, at en motorvej mellem Næstved, Slagelse og Kalundborg – Den Sjællandske Tværforbindelse – vil give en samfundsøkonomisk gevinst på 1,4 milliarder kroner. Motorvejen skal forbedre tilgængeligheden til job, uddannelse og erhverv og er højt prioriteret af Region Sjælland og de tre kommuner. Projektet anses nu som økonomisk rentabelt, og parterne opfordrer til at fremskynde arbejdet, så forbindelsen kan realiseres i takt med Næstvedmotorvejen, som allerede er under forberedelse med miljøvurdering.
Et højt prioriteret ønske fra Region Sjælland og kommuner
Den Sjællandske Tværforbindelse er en motorvejsforbindelse mellem Næstved, Slagelse og Kalundborg. Etableringen af denne motorvejsforbindelse er et højt prioriteret fælles ønske fra Region Sjælland og de sjællandske kommuner. Forbindelsen indgår i de fælles prioriteringer i det sjællandske trafikindspil fra 2024 “Sjælland baner vejen frem”.
Region Sjælland har i samarbejde med Næstved, Slagelse og Kalundborg kommuner fået udført en samfundsøkonomisk analyse og kortlagt gevinsterne for borgerne ved anlæg af den Sjællandske Tværforbindelse.
Tværforbindelse god forretning for samfundet
Den nye analyse viser, at Tværforbindelsen har en positiv samfundsøkonomisk værdi på 1,4 milliarder kroner. Det svarer til en forrentning på 3,6 procent, som skal sammenholdes med “kravet” på cirka 3,2 procent for, at investeringer er samfundsøkonomisk rentable.
»Vi, region og kommuner, har sammen arbejdet for denne forbindelse i mange år. Vi har været overbevist om dens værdi for vores borgere, virksomheder og for hele samfundet. Det får vi nu bekræftet,« fortæller regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S).
Motorvej til glæde for borgere og virksomheder
Analysen beskriver, hvordan Tværforbindelsen i praksis kommer borgerne til gode med bedre tilgængelighed til arbejde, uddannelse og fritidsaktiviteter med videre.
»Jeg vil nok helt naturligt pege på fordelene ved, at borgerne får hurtigere adgang til flere jobs og tilsvarende et større arbejdskraftopland for vores virksomheder,« fremhæver Kalundborgs borgmester Martin Damm (V).
Borgmester Knud Vincents (V) fra Slagelse Kommune peger på den bedre tilgængelighed til uddannelsesinstitutionerne:
»De unge vil få bedre muligheder for at nå til deres ønskede uddannelsesinstitution. Der kan være rigtig langt for nogle ikke mindst i forhold til at nå specialiserede uddannelser, som måske kun udbydes i en af vores kommuner,« forklarer borgmesteren.
Tid til at komme videre med etableringen af tværforbindelsen
Næstvedmotorvejen mellem Rønnede/Sydmotorvejen og Næstved forberedes med en miljøkonsekvensvurdering, som er ved at blive afsluttet. Næstvedmotorvejen er første del af den samlede Sjællandske Tværforbindelse.
I Infrastrukturplan 2035 er der afsat midler til at etablere Næstvedmotorvejen og til en forundersøgelse af den Sjællandske Tværforbindelse. Det vil være oplagt at fremskynde forundersøgelsen af Tværforbindelsen, så den kan etableres samtidig med Næstvedmotorvejen eller i forlængelse af denne.
Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) er meget opmærksom på dette forhold:
»Nu skal vi have Næstvedmotorvejen helt på plads med miljøkonsekvensvurderingen og derefter en anlægslov. Og det er da helt oplagt at gå videre med en etablering af den resterende del af den Sjællandske Tværforbindelse,« fastslår han.
Øverst: Motorvej i Danmark. (Foto: EyeEm Mobile GmbH / iStock). PM/anne.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

