Lokal Trepart når milepæl i Smålandsfarvandet

Zand.News – Den Lokale Trepart for Smålandsfarvandet, hvor Slagelse Kommune indgår, sammen med andre kommuner, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen, har godkendt et katalog med 450 potentielle omlægningsprojekter.

Som den første lokale trepart i landet har parterne omkring Smålandsfarvandet (farvandet mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn) godkendt den plan for omlægning af arealer, som nu sendes videre til principvedtagelse i ti kommuner. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Den Lokale Trepart for Smålandsfarvandet, hvor bl.a. Slagelse Kommune deltager, har som den første i landet godkendt en plan med 450 mulige omlægningsprojekter. Målet er at reducere kvælstof og CO2 ved at omdanne landbrugsjord til natur. Planen overstiger de opstillede miljømål og bygger på frivillighed. Lodsejere bliver snart kontaktet, og planen sendes nu videre til politisk behandling i 10 kommuner. Aftalen ses som et vigtigt skridt i Den Grønne Trepart og kan bane vej for mere natur og bedre vandmiljø i området.

Kataloget indeholder 450 potentielle projekter

En vigtig milepæl er nået i arbejdet med Den Grønne Trepart. Inden årets udgang skal de 23 lokale treparter over hele landet nå til enighed om, hvordan man kan omlægge landbrugsarealer til mere natur og mindske kvælstof- og CO2-udledningen i deres område.

Det er nu lykkes i Den Lokale Trepart for Smålandsfarvandet, hvor Slagelse Kommune indgår. Her har repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og kommunerne godkendt et katalog med mere end 450 potentielle omlægningsprojekter, der kan forbedre vandmiljøet omkring Syd- og Vestsjælland og Øerne. Det skete på et møde torsdag den 14. august 2025.

De lodsejere, hvis jord er foreslået som del af et skitseprojekt, vil være de første til at få besked, inden den lokale treparts omlægningsplan offentliggøres. Flere af kommunerne vil sende besked i e-Boks til de pågældende ejere af landbrugsjord. Nogle kommuner er allerede i dialog på anden vis.

Landmænd får et oplyst grundlag at forholde sig til

»Jeg er meget glad for, at vi nu har en robust plan for Lokal Trepart Smålandsfarvandet, som vi i enighed kan præsentere for kommunalbestyrelserne. Vi kom tidligt i gang i februar, og det har været et intenst forår, hvor vi har presset på for at være klar nu. At vi har en godkendt plan nu, er naturligvis også udtryk for en god samarbejdsånd og en meget åben og konstruktiv dialog hele vejen rundt,« lyder det fra Cathrine Riegels Gudbergsen (V), som er byrådsmedlem i Næstved Kommune og forperson for Den Lokale Trepart Smålandsfarvandet.

Repræsentanten fra Landbrug og Fødevarer i Den Lokale Trepart Smålandsfarvandet, Sara Jul Sørensen, tilføjer:

»Vi har gerne villet sikre fremdrift, så vi kunne få godkendt planen og komme hurtigst muligt i gang med det egentlige arbejde. Inddragelse af lodsejerne er altafgørende for, at vi kan nå i mål med arbejdet i Den Grønne Trepart. Nu kan vi åbne processen op, og landmændene kan få et oplyst grundlag at forholde sig til og blive en del af indsatsen. Vi ser frem til, at kommunerne kan starte dialogen med de lodsejere, hvis jord er indtegnet som potentielle projekter.«

Repræsentanten fra Danmarks Naturfredningsforening i Den Lokale Trepart Smålandsfarvandet, Jan Woollhead, er også positiv:

»Selvom vi har grundlæggende uenigheder, så forstår og respekterer vi hinandens synspunkter. Det tegner godt for den videre proces. Det ligger fast i den nationale aftale om Grøn Trepart, at 20 procent af Danmarks areal senest i 2030 skal være beskyttet natur. Her er det klart, at vi kun er nået et stykke af vejen i år, hvor den bundne opgave har været at udpege arealer, der fjerner kvælstof og reducerer CO2. Med mange forslag til udtagning af lavbundsområder har vi nu et godt afsæt for det videre arbejde, hvor vi i 2026 skal have fokus på at nå målene for skovrejsning og natur. Her vil vi især have fokus på grundvandsbeskyttelse og mere sammenhængende naturområder.«

Plads til justeringer ved ændring eller frafald af projekter

I alt mere end 450 skitseprojekter og cirka 100 allerede ansøgte/igangværende omlægningsprojekter er en del af planen for Den Lokale Trepart for Smålandsfarvandet. Planen opfylder målene for at mindske kvælstof-udledning og viser, hvor det er muligt at gøre lavbundsjorde mere fugtige og på den måde begrænse CO2-udledning.

Faktisk overstiger trepartens katalog med potentielle omlægningsprojekter samlet set de mål, der er sat for at mindske kvælstofudledning omkring Smålandsfarvandet.

Det skyldes, at der netop er tale om en potentiale-plan, fordi alle projekter bygger på frivillighed og kompensation. Som lodsejer er man ikke tvunget til at gå med og omlægge sin jord, selvom den indgår i et skitseprojekt, forklarer trepartens forperson Cathrine Riegels Gudbergsen:

»Vi har været enige om at aflevere en robust og dynamisk omlægningsplan, der kan justeres, når projekter ændrer sig eller falder fra undervejs. Derfor har det været vigtigt for os at tegne alle de velegnede arealer ind som skitseprojekter. På den måde er vi mere sikre på, at vi når i mål – også efter den konkrete dialog med lodsejere og de nærmere tekniske undersøgelser,« fortæller Cathrine Riegels Gudbergsen.

Med enighed om planen i Den Lokale Trepart er det nu byråd/kommunalbestyrelser i de 10 kommuner omkring Smålandsfarvandet, der skal se på planen. Byrådene/kommunalbestyrelserne skal principvedtage planen inden årets udgang. Herefter kan kommunernes arbejde med at undersøge og realisere de mange projektforslag i samarbejde med lodsejerne gå i gang.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/r7ui