Flere af regionens patienter skal behandles

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Zand.News – »Sygehusene tager fat på at udrede, behandle og operere de mest hastende ventende patienter. Det kan være patienter, som har fået udsat deres behandling, eller patienter, som har nyopdaget sygdom,« siger regionsformanden.

Regionsrådets forretningsudvalg åbner nu op for en øget aktivitet i sundhedsvæsenet i Region Sjælland.

Psykiatrien og de praktiserende læger skal igen modtage patienter som normalt. Sygehusene tager samtidig fat på at udrede, behandle og operere de mest hastende ventende patienter. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Sundhedsvæsen øger aktiviteten jævnfør nationale retningslinjer

Forretningsudvalget i Region Sjælland vedtog i går en række principper for at øge aktiviteten i sundhedsvæsnet på baggrund af de nationale retningslinjer.

»Med corona-epidemiens fladere og mere langstrakte udvikling, skal vi igen begynde at øge den aktivitet, der ikke handler om corona, i vores sundhedsvæsen,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) og fortsætter:

»Samtidig skal vi fortsat håndtere patienter med coronavirus. Vi skal fast have 120 medicinske sengepladser og 45 intensivpladser til coronapatienter, og vi skal fortsat have rammer til at teste borgere for smitte.«

Sygehusene starter med de mest hastende ventende patienter

»Vi kommer til at åbne op i faser,« forklarer regionsformanden og fortætter:

»Psykiatrien og de praktiserende læger skal med samme igen modtage patienter som normalt. Sygehusene tager fat på at udrede, behandle og operere de mest hastende ventende patienter. Det kan være patienter, som har fået udsat deres behandling, eller patienter, som har nyopdaget sygdom. Lægerne inden for de enkelte specialer på sygehuset vil vurdere, hvilke patienter, der har det største behov.«

I den anden fase åbner vi yderligere op for planlagt og ambulant aktivitet. I den tredje fase nærmer vi os en normal situation.

»Det er et større puslespil, der skal gå op, så vi fortsat både har ressourcer til corona-smittede borgere og de patienter, som bliver akut syge. Samtidig med at vi igen skal behandle patienter, hvor behovet ikke har været meget akut. I den forbindelse er det vigtigt at sige til alle borgere: Gå til lægen, hvis du er syg og har brug for behandling. Vi er helt klar til at tage imod dig,« slår regionsformanden fast.

Nationalt anliggende at genindføre patientrettighederne

Forretningsudvalget fastslog, at regionen hurtigst muligt skal leve op til tidsfristerne, der er omkring behandlings- og udredningsretten, og at alle patienter skal have information om den forventede ventetid så hurtigt som muligt.

Genindførelsen af patientrettighederne er dog et nationalt anliggende.

»Vi har en stor pukkel af udsatte behandlinger og fortsat et stort behov for corona-beredskabet, så det vil tage lang tid, før vi er tilbage i sundhedsvæsenet, som før corona satte ind,« siger Heino Knudsen.

Når der igen skrues op for den normale aktivitet, skal medarbejderne i COVID-19-beredskabet løse andre opgaver, indtil der er behov for deres ressourcer til COVID-19-patienter.

Forretningsudvalget og øvrige politiske udvalg vil løbende følge op på genåbningen af regionens sundhedsvæsen.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.