Zand.News – Stjal blandt andet sprøjtemidler, GPS’er til landbrugsmaskiner og værktøj i Slagelse, Græsted, Jægerspris, Rødby, Sakskøbing, Lundby og Hårlev.
Der er netop faldet dom ved Retten i Nykøbing F. i en sag, hvor tre udenlandske mænd har været tiltalt for indbrud af særlig grov beskaffenhed. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI) og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Tre udenlandske mænd er netop idømt fængsel og udvisning for grove tyverier på en række sjællandske landejendomme, blandt andet i Slagelse. I løbet af foråret og sommeren 2025 stjal gruppen sprøjtemidler, landbrugs-GPS’er og værktøj for cirka to millioner kroner. Efter en større efterforskning blev mændene anholdt, og retten har nu fastsat straffene til mellem halvandet og to års fængsel. Samtidig er de udvist af Danmark i enten 12 år eller for bestandigt. Mændene sidder fortsat fængslet, og en af dem har valgt at anke dommen.
Stjal sprøjtemidler, GPS’er og værktøj
Den ene af de tre mænd har i perioden fra den 7. april 2025 til den 16. juli 2025 i forening med ukendte medgerningsmænd begået indbrud på primært sjællandske landejendomme, hvor der er blevet stjålet blandt andet sprøjtemidler, GPS’er til landbrugsmaskiner og værktøj til en samlet værdi af ca. 2 millioner kroner.
De to andre er dømt for at have deltaget i indbrud begået den 15. juli og 16. juli 2025. Gennem en intensiv efterforskning lykkedes det imidlertid politiet at finde frem til de tre mænd, som siden den 16. juli 2025 været frihedsberøvet.
Sagen er efterforsket ved Udlændingekontrolafdeling Øst ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som behandler sager af denne karakter over hele Sjælland. Denne sag har gerningssteder fordelt i Slagelse, Græsted, Jægerspris, Rødby, Sakskøbing, Lundby og Hårlev.
Varetægtsfængslet, men har anket dommen
Dommen lød på henholdsvis 2 års fængsel og udvisning med indrejseforbud for bestandigt, 1 år og 6 måneders fængsel og udvisning med indrejseforbud i 12 år, og 1 år og 6 måneders fængsel og udvisning med indrejseforbud i 12 år. De er alle fortsat varetægtsfængslet efter dommen. En af de dømte har valgt at anke dommen.
»Politiet har gjort et flot stykke arbejde med at få efterforsket sagerne. Det er en type kriminalitet vi ser med stor alvor på, og derfor er jeg tilfreds med dommens udfald,« siger anklager Jens Ole Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst) er en afdeling i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Øst er placeret i Rødbyhavn. UKA Øst efterforsker kriminalitet begået af omrejsende kriminelle grupper på Sjælland og Lolland-Falster og har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland. UKA Øst har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland via Rødbyhavn og Gedser.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Rigspolitiet). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

