AI-trend blandt børn kan føre til straf

Zand.News – En ny trend blandt børn på sociale medier med at sende et AI-genereret billede af en hjemløs i sit hjem til sin mor eller far spreder sig. Politiet opfordrer alle forældre til at tage en snak med deres børn om denne problematik, der i værste fald kan føre til straf, hvis forælderen ringer efter politiet.

Mulighederne for skabe falske fotos ved hjælp af AI gør det tvingende nødvendigt, at forældre tager en alvorssnak med deres børn og unge. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): En ny trend på sociale medier, hvor børn sender AI-skabte billeder af hjemløse i deres hjem til forældre som en joke, vækker bekymring hos politiet. En 15-årig piges spøg førte for nylig til en stor politiudrykning i Roskilde. Midt- og Vestsjællands Politi advarer nu om, at falske alarmer kan være strafbare og opfordrer forældre til at tage en seriøs snak med deres børn. AI-teknologiens muligheder kræver, ifølge politiet, mere opmærksomhed og ansvarlighed – også fra børn og unge.

Sendte AI-foto af hjemløs til sin mor

En 15-årig piges forsøg på at lave sjov med sin mor endte onsdag med en større udrykning til et lejlighedskompleks i Roskilde. Den 15-årige, der var alene hjemme, skrev til sin mor, at en ukendt mand netop havde ringet på døren og nu havde lagt sig ind på familiens sofa. Og hun sendte samtidigt et foto af den tilsyneladende hjemløse mand med til moderen.

Moderen hastede selv hjem men slog imens også alarm til Midt- og Vestsjællands Politi, der sendte flere patruljer til adressen. Det viste sig dog hurtigt, at der var tale om et forfalsket foto skabt ved hjælp af kunstig intelligens. Billedet er et led i verserende joke på sociale medier, hvor der netop sættes kunstige billeder af hjemløse ind på billeder af familiens dagligstue, hoveddør med videre.

Advarsel: Falsk alarm kan være strafbart

»Det er en ualmindelig dårlig ide, at lave den slags jokes. Politiet kan sagtens finde bedre ting at bruge tiden på, og man risikerer ultimativt set, at en alvorlig situation bliver fejlvurderet til at være en joke. Derfor vil vi gerne opfordre alle forældre til at tage en snak med deres børn og unge omkring den her problematik,« siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist.

I den konkrete sag har politiet vurderet, at der ikke kan rejses en straffesag mod hverken datteren eller hendes mor.

»Men det vil være en konkret vurdering fra gang til gang, om man kan straffes for at udløse en falsk alarm hos myndighederne, så der er al mulig god grund til at tænke sig om og ikke bare gå med på bølgen,« slutter Kim Løvkvist.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Rigspolitiet). PM/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/pjz3