Ny regionsrådssal udvidet og indviet i Sorø

Zand.News – »Jeg er glad for at kunne tage en moderne rådssal i brug, der skal danne gode rammer om den politiske dialog og de beslutninger, som får betydning for borgerne i Østdanmark i mange år fremover,« siger regionsrådsformanden.

Den kommende Region Østdanmark har fået sine politiske rammer på plads. I dag er den udvidede regionsrådssal i Sorø blevet indviet og dermed er endnu en milepæl nået på vejen mod den nye region, der bliver en realitet 1. januar 2027. Det skriver Region Østdanmark i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Regionsrådssalen i Sorø er netop blevet udvidet og indviet, så den er klar til at huse den nye Region Østdanmark fra 2027. Salen er vokset med 90 kvadratmeter for at give plads til det kommende regionsråds 47 medlemmer. Undervejs har man tænkt på både klima og tilgængelighed ved at genbruge mursten og sikre bedre adgangsforhold. Udvidelsen betyder, at de fysiske rammer nu er på plads til fremtidens politiske beslutninger om det regionale sundhedsvæsen. Allerede den 18. august i år danner den moderniserede sal ramme om det første politiske møde.

Region Sjælland bliver en del af Region Østdanmark

Den nye rådssal er udvidet for at give plads til det nye regionsråds 47 medlemmer. I dag blev salen officielt indviet af Trine Birk Andersen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland, og Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Østdanmark.

»Om få måneder bliver Region Sjælland en del af Region Østdanmark. Derfor er det en særlig dag, som både er med til at markere en snarlig afslutning af et vigtigt kapitel og samtidig gøre klar til et nyt. Jeg er glad for at kunne tage en moderne rådssal i brug, der skal danne gode rammer om den politiske dialog og de beslutninger, som får betydning for borgerne i Østdanmark i mange år fremover,« siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.

Byggeri med fokus på tilgængelighed og bæredygtighed

Den nuværende rådssal blev opført i 1983 til det daværende Vestsjællands Amt og blev første gang udvidet efter strukturreformen i 2007. Nu er salen igen blevet tilpasset en ny politisk virkelighed.

Den nye tilbygning på cirka 90 kvadratmeter er opført med respekt for den eksisterende arkitektur og lever samtidig op til nutidens krav om tilgængelighed og bæredygtighed. Blandt andet er mursten fra den tidligere tilbygning genbrugt, der er brugt materialer med lavere klimaaftryk, ligesom der er etableret handicapvenlig adgang og nye vinduespartier med bedre lysindfald.

For Lars Gaardhøj markerer indvielsen begyndelsen på en ny fase.

»Region Østdanmark samler to regioners erfaringer, kompetencer og ambitioner. Det gælder også her i Sorø, hvor de fysiske rammer nu er på plads, så det nye regionsråd kan koncentrere sig om den vigtigste opgave, nemlig at træffe de beslutninger der skal udvikle et stærkt sundhedsvæsen til gavn for borgerne,« siger Lars Gaardhøj.

Sorø har været centrum for regionale politiske beslutninger siden 1662, hvor Sorø Amt blev oprettet. Med den nye rådssal fortsætter den tradition, når Region Østdanmark overtager ansvaret fra årsskiftet. Det første møde i den nyrenoverede rådssal bliver mødet i det Forberedende Regionsråd i Region Østdanmark, der afholdes d. 18. august 2026.

Den oprindelige regionsrådssal blev indviet den 4. november 1983 til det daværende Vestsjællands Amt. Salen blev udvidet første gang i 2009 efter strukturreformen for at gøre plads til de 41 regionsrådspolitikere i Region Sjælland. Den seneste udvidelse omfatter cirka 90 kvadratmeter for at gøre plads til Region Østdanmarks 47 regionsrådspolitikere. Regionsrådssalen skal bruges til nogle af Region Sjællands sidste politiske møder i efteråret 2026 og bliver fremadrettet mødesal for Regionsrådet og Forretningsudvalget i Region Østdanmark.

Øverst: Regionsrådsformand i Region Sjælland Trine Birk Andersen (S) og regionsrådsformand i Region Østdanmark Lars Gaardhøj (S) klippede tirsdag snoren til den nye udvidede regionsrådssal i Sorø. (Foto: Region Sjælland). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen: https://www.slagelse.info/fdcm