Uopmærksomhed rammer hele familien

Zand.News – »Med denne kampagne viser vi på en direkte måde, hvor store konsekvenser det kan have, når man foretager sig handlinger bag rattet, der i situationen måske kan opfattes som harmløse. Det er en alvorlig samtale, vi er nødt til at have med hinanden, for uopmærksomhed koster alt for mange liv og endnu flere får alvorlige skader,« lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.

Uopmærksomme trafikanter, der ikke ser sig for, er skyld i de fleste trafikulykker på vejene, viser ulykkesdata. Nu vil en kampagne fra Rådet for Sikker Trafik og Alm. Brand Foreningen 1792 ændre på det. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Uopmærksomhed i trafikken er årsag til størstedelen af dødsulykker på vejene, viser nye tal fra Vejdirektoratet. Rådet for Sikker Trafik og Alm. Brand Foreningen 1792 lancerer nu en ny kampagne, der skal sætte fokus på konsekvenserne – ikke kun for føreren, men for hele familien. En kampagnefilm viser en rystende scene med et barn i en ambulance efter en ulykke. Selvom de fleste bilister mener, det er forkert at bruge mobilen bag rattet, gør mange det alligevel. Kampagnen skal få flere til at tage ansvar og holde fokus, når de kører bil.

Scenen er fra Sikker Trafiks nye kampagnefilm

En 11-årig dreng sidder i en ambulance med enkelte blodstænk i ansigtet og spørger forvirret paramedicineren, hvor hans mor og far er. Ud gennem den åbne dør i ambulancen kan man se redningspersonale, der arbejder ved en totalskadet bil på landevejen. “Det var fars tur til at vælge en sang,” siger den rystede dreng. Scenen er fra en ny kampagnefilm, som Rådet for Sikker Trafik, Alm. Brand Foreningen 1792 og 62 kommuner lancerer mandag den 22. september.

»Med denne kampagne viser vi på en direkte måde, hvor store konsekvenser det kan have, når man foretager sig handlinger bag rattet, der i situationen måske kan opfattes som harmløse. Det er en alvorlig samtale, vi er nødt til at have med hinanden, for uopmærksomhed koster alt for mange liv og endnu flere får alvorlige skader,« siger Jakob Bøving Arendt, der er direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Ulykken rammer ikke kun den enkelte trafikant

Otte ud af ti trafikdrab på vejene skyldes uopmærksomhed eller manglende orientering, viser de seneste, officielle ulykkestal fra Vejdirektoratet. Budskabet i kampagnen er, at ulykkerne ikke kun rammer den enkelte trafikant, der er uopmærksom, men også mange andre.

»Det gør et stort indtryk, at så mange ulykker sker på grund af uopmærksomhed i trafikken. Især fordi de fleste bilister samtidig tilkendegiver, at det er vigtigt at holde fokus, når man kører bil. I Alm. Brand Foreningen er vores fokus på forebyggelse. Derfor håber vi, at kampagnen vil bidrage til, at bilisters blik rettes mod trafikken, når de kører bil, så vi sammen kan forebygge ulykker,« fortæller Tue Klitgaard Christensen, der er direktør i Alm. Brand Foreningen 1792, som har støttet kampagnen.

Uopmærksomhed føles ufarlig, men er det ikke

Hos Rådet for Sikker Trafik oplever man, at uopmærksomhed i trafikken er noget, som trafikanterne i stor stil tager afstand fra. I en ny undersøgelse blandt flere end 5.000 bilister, som Wilke og Rådet for Sikker Trafik har gennemført i år, svarer ni ud af ti, at mobilbrug bag rattet er uacceptabelt. Kun to procent svarer, at det er ok. Men i samme undersøgelse svarer 12 procent, at de selv anvender håndholdt mobil, når de kører i trafikken. Endnu værre ser det ud blandt de 17-34-årige, hvor 22 procent gør det.

»Danskerne har generelt en sund holdning til, at uopmærksomhed i trafikken er uacceptabelt. Men det er desværre ikke altid, at holdning og handling hænger sammen, og det er en udfordring, som vi bliver nødt til at gøre noget ved,« forklarer Jakob Bøving Arendt.

Øverst: Uopmærksomhed og manglende orientering er skyld i de fleste dødsulykker på vejene. Med stærke følelser vil en ny kampagne fra Rådet for Sikker Trafik og Alm Brand Foreningen 1792 minde folk om, at køre bil, når de kører bil. (Foto: Rådet for Sikker Trafik). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/rwpf