Zand.News – »Vi hører fra flere skoler og politikredse, at de oplever skolebørn, der kommer kørende på alt for hurtige elektriske cykler og elløbehjul. … Brug derfor slutningen af skoleferien på at tjekke om din teenagers el-køretøj er lovligt, og selvfølgelig at cykelhjelmen er på plads og korrekt indstillet,« lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.
Der er for mange teenagere, der kører på ulovlige elcykler og elektriske løbehjul i trafikken. Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik forældrene til at tjekke inden skolestart, om børnenes elektriske køretøjer er lovlige. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Flere unge kører på ulovlige elcykler og elløbehjul, som kan køre hurtigere end loven tillader, og det skaber farlige situationer i trafikken – især ved skolestart. Rådet for Sikker Trafik opfordrer forældre til at tjekke børnenes køretøjer og sikre, at de overholder reglerne. En ny undersøgelse viser, at 16 % af unge har kørt på en for hurtig elcykel det seneste år. Ulovlige el-køretøjer kan føre til både ulykker og store erstatningskrav. Hjelm er lovpligtig, og børn under 15 må ikke køre alene på elløbehjul.
Ulovlige el-køretøjer og manglende hjem
Inden længe begynder hverdagen for de fleste, og trafikken til og fra skoler og ungdomsuddannelser bliver igen fyldt med børn og unge. En del af dem kører på ulovlige el-køretøjer, der kan køre alt for hurtigt.
»Vi hører fra flere skoler og politikredse, at de oplever skolebørn, der kommer kørende på alt for hurtige elektriske cykler og elløbehjul. Det kan have store konsekvenser, hvis en teenager rammer andre trafikanter med høj hastighed. Brug derfor slutningen af skoleferien på at tjekke om din teenagers el-køretøj er lovligt, og selvfølgelig at cykelhjelmen er på plads og korrekt indstillet,« siger Jakob Bøving Arendt, der er adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
I 2024 gennemførte Rådet for Sikker Trafik og Wilke en stor undersøgelse blandt flere end 3.000 unge. Den viste, at 16 procent af de 15-24-årige inden for det seneste år har cyklet på en elcykel, der kunne køre hurtigere end tilladt. 10 procent har gjort det to eller flere gange.
Og i marts viste en rundspørge, at 11 ud af 12 politikredse oplever ulovlige elcykler som et stigende problem i trafikken.
Mange unge kører på hurtige elkøretøjer
Udover de trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser af ulovlige elektriske køretøjer, kan det også have økonomiske konsekvenser i form af erstatningsansvar, hvis man på et ulovligt el-køretøj er skyld i person- eller materielskade.
»For mange kan det måske lyde uskyldigt, at unge kører på hurtige elkøretøjer i trafikken. Men der er en stor risiko, når urutinerede og risikovillige unge kører i trafikken på køretøjer, der kører hurtigere end tilladt. I bedste fald får de en stor bøde af politiet, fordi køretøjer er ulovligt. Men i værste fald kan det ende i en ulykke med store konsekvenser menneskeligt og potentielt også økonomisk. Derfor bør forældrene tage ansvar for, at deres børn færdes lovligt og sikkert i trafikken,« forklarer Jakob Bøving Arendt.
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan man læse reglerne for elcykler og elektriske løbehjul i trafikken. For eksempel må unge under 15 år ikke må færdes alene i trafikken på el-løbehjul, og hjelm er lovpligtigt uanset alder:
- Regler for at køre på elektriske cykler: https://sikkertrafik.dk/rad-og-viden/cykel/el-cykel/
- Regler for at køre på elektriske løbehjul: https://sikkertrafik.dk/rad-og-viden/sma-el-koretojer/el-lobehjul/
Øverst: Det er risikabelt og kan blive dyrt, hvis man kører på en ulovlig elcykel i trafikken. (Foto: Rådet for Sikker Trafik). (Foto: Slagelse). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

