Tiltalt i en af danmarkshistoriens største sager om kontaktbedrageri

Zand.News – Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har for nylig rejst tiltale mod fire mænd i en af de mest omfangsrige kontaktbedragerisager i Danmark. Kontaktbedragerierne er foregået ved svindel via falske SMS’er (smishing) og svindel via telefonopkald (vishing).

I tæt samarbejde med landets øvrige politikredse har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi stået for efterforskningen af en sag, der rummer ikke færre end 1.100 individuelle sager, hvor der samlet er svindlet for cirka 32 millioner kroner. Fire mænd i alderen 21 til 24 år er tiltalt for bedrageri og databedrageri af særlig grov beskaffenhed. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI) og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har rejst tiltale mod fire unge mænd i en historisk stor svindelsag. De er anklaget for at have snydt over 1.100 danskere for samlet 32 millioner kroner via falske sms’er og telefonopkald. Ved at udgive sig for at være fra banken eller myndighederne har de lokket MitID og kontooplysninger ud af ofrene. Det grundige politiarbejde har betydet, at over 800 ellers henlagte sager er blevet genåbnet, og retssagen starter ved retten i Næstved allerede den 15. april i år.

Svindel via SMS’er (smishing) og telefonopkald (vishing)

De mange kontaktbedragerier er foregået ved svindel via falske SMS’er (smishing) og svindel via telefonopkald (vishing). De fire mænd har for eksempel sendt falske SMS’er med links, der så ud som om, de var fra forskellige myndigheder. De har desuden kontaktet et væld af ofre telefonisk, og udgivet sig for at være fra for eksempel pengeinstitutter og har på den måde franarret ofrene oplysninger om deres konto, MitID med videre, hvorefter de har fået adgang til ofrenes konti, som der er overført penge fra.

»Vi står her med en af de mest omfangsrige sager om kontaktbedrageri, hvor mere end 1100 borgere har fået franarret deres værdier. Det er en form for kriminalitet, der er meget krænkende og grænseoverskridende for de forurettede, hvis tillid og tiltro til autoriteter er blevet udnyttet på det groveste,« siger specialanklager Lotte Mie Nielsen og fortsætter:

»Politiet har lavet et stort og grundigt efterforskningsarbejde, der har gjort, at vi nu har rejst tiltale mod de fire mænd. Det vil nu være op til retten at bedømme sagens beviser.«

Genåbning af mere end 800 sager

Efterforskningen af den omfattende sag har været placeret i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i afdelingen for økonomisk kriminalitet. Men der har været et udbredt samarbejde på tværs af landets politikredse, der alle har hjulpet med at berige efterforskningen, som bl.a. har ført til genåbning af over 800 henlagte sager.

»Sagen illustrerer på bedste vis, hvordan vi i politiet arbejder med økonomisk kriminalitet, der jo ofte trækker tråde til store dele af landet. Vi har i denne sag samarbejdet alle landets politikredse, der hver især har bidraget med materiale til efterforskningen. Og jeg er specielt glad for, at vi i denne forbindelse har kunnet genoptage mere end 800 henlagte sager – ikke mindst til glæde for de mange forurettede i denne sag,« siger vicepolitiinspektør Martin Eise Eriksen.

Retssagen, der behandles ved retten i Næstved, har første retsdag den 15. april 2026 og der forventes dom senest den 30. juni i år.

Øverst: Genrefoto. (Foto: TP Heinz / Pixabay). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/7v8j