Slagelse.News – »De seneste år er havmiljøet rykket højere op på den politiske dagsorden, og med den grønne trepart er der sat konkret fokus på at finde løsninger, der begrænser udledning af kvælstof og fosfor til havmiljøet,« lyder det fra borgmesteren i Slagelse Kommune.
Næste år bliver Nyborg og Slagelse værter for en international miljøkonference, hvor kystkommuner fra hele Nordeuropa deler erfaringer med at mindske affald i havet og give fisk og planter bedre betingelser. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse og Nyborg bliver værter for KIMOs internationale årsmøde i 2026, hvor over 80 nordeuropæiske kystkommuner samles for at dele erfaringer om at beskytte havmiljøet. Fokus er på konkrete løsninger mod havforurening som mikroplast og næringsstoffer, og hvordan lokale og nationale tiltag kan kombineres. Mødet skal styrke samarbejdet på tværs af lande og fremme fælles indsatser, der både engagerer borgere, fiskere og politikere. Værtskommunerne ser frem til at inspirere og lære af andre lande i kampen for renere kyster og sundere havnatur.
Kystkommuner har særlige udfordringer
Over 80 kystkommuner fordelt over det meste af Nordeuropa er med i det internationale miljønetværk kaldet KIMO (Kommunernes Internationale Miljøorganisation). De samarbejder for et renere havmiljø og kyster med mindre skrald og forurening. Blandt andet ved at påvirke lovgivning og søsætte lokale initiativer, hvor havne og fiskere engageres i at indsamle affald.
Næste år afholder KIMO for første gang sit årsmøde i Nyborg og Slagelse (årsmødet afholdes i efteråret 2026 i Nyborg Kommune). Her vil fokus igen være på, hvad kystkommuner kan gøre for at beskytte og forbedre havmiljøet – og de to værtsbyer glæder sig til i fællesskab at tage imod cirka 80 gæster fra ind- og udland:
»Som kystkommuner har vi nogle særlige udfordringer. Det er hos os, at marineaffald og plast fra havet skyller op på stranden, og samtidig er vi afhængige af et sundt og godt havmiljø både for naturen, borgerne og med turisme for øje. Så dagsordenen er utrolig vigtig – og vi glæder os til at vise de andre lande, hvordan vi går til opgaven,« siger borgmester Kenneth Muhs (V) fra Nyborg Kommune.
»De seneste år er havmiljøet rykket højere op på den politiske dagsorden, og med den grønne trepart er der sat konkret fokus på at finde løsninger, der begrænser udledning af kvælstof og fosfor til havmiljøet. Vi har desuden flere naturgenopretningsprojekter på tegnebrættet her i kommunen – både på land og i havet. Men uanset hvor ambitiøse vi er lokalt, kan vi ikke løfte opgaven alene. Derfor er det afgørende, at vi samles og drøfter udfordringerne på tværs af landegrænser – og netop dét gør KIMO vigtig,« forklarer borgmester Knud Vincents (V) fra Slagelse Kommune.
Fælles løsninger på forskellige problemer
Selvom Nyborg og Slagelse deles om Storebælt, så er der forskellige problematikker alt afhængigt af, om man befinder sig til vest eller øst for broen. Men med det delte værtskab vil kommunerne gerne vise, at fælles indsatser gør en forskel og at der er god grund til at lade sig inspirere af hinanden på tværs af Nordeuropa, fortæller den nyvalgte formand for KIMO Danmark, byrådsmedlem Jørgen Grüner (SF) fra Slagelse Kommune:
»I Danmark har vi med den grønne trepart skabt en stærk ramme for samarbejdet mellem stat, kommuner og erhvervsliv, som skal være med til at forbedre havmiljøet. Det er en model, som andre lande kan lade sig inspirere af. Samtidig giver det stor værdi at høre, hvordan andre lande griber problemerne an – og jeg håber, deltagerne også kan finde inspiration i nogle af de projekter, vi arbejder med,« siger Jørgen Grüner.
Byrådsmedlem Ole Tyrsted Jørgensen (SF), der er bestyrelsesmedlem i KIMO og næstformand for Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune, fortæller videre om mikroplast og havaffald:
»Det er vigtigt vi kan tale højt om vores havmiljø og de mange udfordringer – det gælder for eksempel mikroplast og havaffald såvel som næringsstoffer eller miljøfremmede stoffer. Mange af problemerne er nok universelle og selvom vi som kystkommuner er forskellige, kan løsningerne ofte være de samme. Det giver derfor utrolig god mening at være del af KIMO og mødes i det her forum, dele erfaringer og lade os inspirere af, hvordan de gør det i for eksempel Skotland, Holland og Sverige,« forklarer Ole Tyrsted Jørgensen.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

