Zand.News – »Hvis trafikken skal fungere sikkert for alle, er det naturligvis vigtigt, at både cyklister og bilister stopper i lyskryds, når der bliver rødt,« lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.
Når bilister og cyklister kører frem mod et lyskryds, og de egentlig burde stoppe, er der mange, som alligevel kører over. Samtidigt er begge grupper bekymrede for at ende i en ulykke med hinanden. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Mange bilister og cyklister kører over for gult, selvom de burde stoppe – henholdsvis 30 og 26 procent gør det. Det øger risikoen for ulykker i lyskryds, hvor to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker. Over de sidste fem år er 1.861 cyklister kommet alvorligt til skade eller omkommet i kryds. Samtidig viser en ny undersøgelse, at både bilister og cyklister er bekymrede for at ramme hinanden i trafikken. Rådet for Sikker Trafik opfordrer derfor alle til at være mere opmærksomme og tage sig tid i lyskryds.
Både cyklister og bilister stopper ikke altid
Når cyklister og bilister kører frem mod et lyskryds, bliver mange fristede til at køre over for gult, selvom de egentlig burde standse. Og der er ikke rigtigt noget, som den ene gruppe kan lade den anden høre for. Det er nemlig samlet set 26 procent af cyklisterne, som enten holder farten eller øger hastigheden for at nå over lyskrydset, der er ved at blive gult, mens det er 30 procent af bilisterne, som gør det samme.
»Hvis trafikken skal fungere sikkert for alle, er det naturligvis vigtigt, at både cyklister og bilister stopper i lyskryds, når der bliver rødt. At så stor en andel vælger at køre, selvom de burde stoppe, er i bedste fald til gene for medtrafikanterne og i værste fald kan der opstå farlige situationer,« siger Jakob Bøving Arendt, der er direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Krydsulykker fylder meget i ulykkesstatistikken
At det er vigtigt at holde sig til reglerne i kryds, understreges af, at det er to ud af tre alvorlige, politiregistrerede cyklistulykker, som sker i kryds. 1.861 cyklister er de sidste fem år kommet alvorligt til skade, eller har mistet livet i en krydsulykke. Det svarer til, at 66 procent af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister i perioden 2020-2024 er kommet til skade i en krydsulykke. Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at både bilister og cyklister ser sig godt for i krydsene.
»De alvorlige krydsulykker fylder meget i ulykkesstatistikken med cyklister, og det kan have alvorlige konsekvenser med tab af førlighed og hjerneskader. Selvom det heldigvis for det meste går godt, kan konsekvensen være meget voldsom, når ulykken sker. Så brug to sekunder mere på at orientere dig i kryds, så travlt har du heller ikke,« forklarer Jakob Bøving Arendt.
Selvom der sker mange alvorlige cyklistulykker i kryds, skyldes det ikke, at bilisterne og cyklisterne ikke tænker på hinanden. Det kan man også se i undersøgelsen, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik i august 2025. 54 procent af bilisterne svarer nemlig, at cyklister er dem, de er mest bekymrede for at støde sammen med. Det samme gør sig gældende for cyklister, hvor 69 procent svarer, at biler er den type trafikant, de er mest bekymrede for, når de cykler i bytrafik.
»Det er positivt, at både bilister og cyklister er opmærksomme på hinanden og risikoen for at ende i en ulykke. Når det er sagt sker der stadig alt for mange ulykker mellem biler og cyklister, så hvis alle brugte lidt mere tid på at se sig for og sikre sig, at man er opmærksom på de andre trafikanter og deres intentioner, så kunne mange ulykker undgås,« afslutter Jakob Bøving Arendt.
For bilisterne var 30 procent mest bekymrede for at ende i en ulykke med en anden bil, mens 19 procent af cyklisterne var mest bekymrede for at ende i en ulykke med en anden cykel.
Øverst: Bilister og cyklister opfordres til at kigge sig lidt bedre for i kryds. (Foto: Rådet for Sikker Trafik). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

